Gymnasier-elever nedlægger arbejdet

Eleverne på Mulernes Legatskole har torsdag morgen valgt at nedlægge undervisningen.

Mandag valgte et enigt elevråd på Mulernes Legatskole at indkalde til stormøde, hvor eleverne skulle beslutte om de ville nedlægge undervisningen.

Torsdag morgen mødte 618 af skolens i alt 883 elever op til stormødet. Ved afstemningen stemte kun få blankt eller imod, fortæller elevrådsformand Lucas Krogh i en pressemeddelelse

Undervisningen er derfor nedlagt på Mulernes Legatskole, men der tilbydes stadig lektiecafé og andre aktiviteter for skolens elever.

- Vi er utilfredse med regeringens finanslovsudspil. I udspillet ligger massive nedskæringer på gymnasieområdet, som vil gå ind og forringe vores uddannelseskvalitet. En forringelse, som ikke ligger i tråd med regeringens egen målsætning om antallet af unge, der skal gennemføre en uddannelse, siger elevrådsformand, Lucas Krogh

Klokken 12 tager ca. 100 elever fra Mulernes videre til demonstration i København.