I det fynske folks tjeneste

Håber på bedre tider: Broløbet afholdes efter planen

Broløbet Storebælt har torsdag meldt ud, at de efter planen stadig afholder broløbet den 20. juni 2020. De håber, at det til den tid vil være forsvarligt at forsamles.

Broløbet håber og regner med at kunne gennemføre løbet på Storebæltsbroen lørdag den 20. juni 2020.

De mange tilmeldte til Broløbet i 2020 behøver ikke at rive siden i kalenderen ud - endnu. For Broløbet Storebælt forventer stadig at kunne gennemføre løbet til sommer.

Det skriver Broløbet Storebælt i en pressemeddelelse torsdag.

- Vores håb er nemlig fortsat, at resultaterne af hele Danmarks indsats mod Covid-19 gør, at det igen vil være forsvarligt at samles til den tid, står der i en pressemeddelelse sendt ud torsdag.

I pressemeddelelsen skriver Broløbet Storebælt desuden, at de følger myndighedernes krav og henstillinger i alle henseender.

Læs også Corona rammer Eventyrløbet: Landets største motionsløb aflyser for i år

Endelig beslutning træffes til april

Den endelige beslutning om løbet bliver afholdt, aflyst eller rykket til en ny dato træffes først den 20. april. Men hvis løbet bliver udskudt, står Broløbet Storebælt allerede klar med en ny dato for løbet.

- Beslutter vi at flytte løbet, kan vi allerede nu melde ud, at det så i stedet er planen at afholde Broløbet Storebælt lørdag den 19. september 2020, står der i den udsendte pressemeddelelse.

Alt tyder altså på, at de mange tilmeldte uanset hvad kan se frem til at plante løbeskoene på broen i år.

- Såfremt det bliver relevant, håber vi, at alle bakker op om den nye dato, så vi sammen kan besejre Storebælt på bagkant af denne alvorlige situation, står der i meddelelsen.

Læs også Ny dato: Royal Run udsættes til efteråret

Fokus på sikkerhed

Broløbets udmelding falder efter to dage, hvor flere motionsløb er blevet aflyst. Blandt andet har både Eventyrløbet og Royal Run måtte indse, at arrangementerne ikke kan afholdes på de udmeldte datoer grundet fare for smitte af coronavirus.

- Vi er, som alle andre løbsarrangører, rigtig kede af måske at skulle udskyde løbet til efteråret. Vi håber på alles forståelse og vil melde endeligt ud den 20. april 2020, står der i pressemeddelelsen.

Læs også Nu strammes skruen: Fynboerne er forberedte på forbud

I samme forbindelse fremhæver Borløbet Storebælt, at de fokuserer på alles sikkerhed og sundhed, hvilket også betyder, at de må træffe en beslutning om løbets afholdelse. Og det gør de altså i april.