Halvdelen af unge fra Vollsmose fravælger uddannelse

Uddannelse er et nøgleord, hvis udviklingen i den udskældte Odense-bydel Vollsmose skal vendes. Alligevel er 48 procent eller næsten halvdelen af de unge 17-25 årige i området ikke kommet i gang med nogen form for uddannelse efter folkeskolen.

-

Procenten er endnu højere for den danske del af de unge i boligområdet, og det tages som et bevis på, at problemerne ikke kun hænger sammen med de mange nydanskere, der har valgt at bosætte sig i Vollsmose.

\"Det, vi ser, er almindelige fattigdomsproblemer og ikke en problemstilling om etnicitet\", siger lederen af Vollsmose-sekretariatet Lise Færch.

Hun forelagde onsdag sekretariatets årsberetning for Odense Byråd. Hun tilføjer, at det i højere grad handler om manglende tradition eller værdsættelse af uddannelse som betydning for det liv, man får.

724 borgere i bydelen har i 2002 forladt kontanthjælpssystemet. Alligevel faldt antallet af kontanthjælpsmodtagere kun med 77. Forklaringen er, at mange af dem, der får job og ophører som kontanthjælpsmodtagere, flytter fra bydelen og erstattes af andre kontanthjælpsmodtagere.
/ritzau/

Oversigt

    Oversigt