Håndboldprofiler skal redde Odense

Dobbelt OL- og EM-guldvinder Kristine Andersen og EM-guldvinder Ditte Andersen skal forstærke Odenses 1. divisionshold.

Forud for fredagens kamp mod bundrivalerne fra Roskilde er de to prominente spillere set til træningen i Odense Idrætshal. Det skriver Fyens Stiftstidende.

31-årige Kristine Andersen var i mange år en central figur i Ikast/Bordings angrebsspil. Senest har den målfarlige playmaker spillet for SK Aarhus. Ditte Andersen, der var med til at vinde EM-guld på hjemmebane i 2002, har i denne sæson hjulpet GOG i Håndboldligaen.

Den tidligere landholdsspiller har sin styrke i forsvarsspillet, men kan også forstærke Odenses hold som en hårdtskydende bagspiller.

31-årige Ditte Andersen vendte i december 2005 tilbage til GOG, hvor hun tidligere har spillet seks år, efter et ophold i Horsens.

Til Stiftstidendes oplysninger om, at de to spillere er set til træningen, siger direktør for Odense hf John Nielsen:
- Det har jeg ingen kommentarer til, siger han til Fyens Stiftstidende.

Odense-klubben kæmper for at undgå nedrykning.

Tilgangen af nye spillere kommer på et uhyre vigtigt tidspunkt, idet holdets to kommende kampe er mod Roskilde og Ringkøbing, der er direkte konkurrenter i kampen for at sikre livet i 1. division.

Oversigt

    Oversigt