Håndboldsamarbejde på vej i Odense

Hvem kommer først med tophåndbold i Odense - GOG eller de odenseanske håndboldklubber? Kampen om at komme først er blevet skærpet, efter at GOG i mandags meldte ud, at deres kvindehold skal spille i Odense, så snart faciliteterne er på plads.

Sideløbende kører det hidtil mest ambitiøse forsøg på at samle de mange odenseanske håndboldklubber til en eliteoverbygning på fuld fart.

Ligahåndbold er målet

I snart et år har en gruppe håndboldentusiaster fra flere odenseanske klubber arbejdet på højtryk med konceptet for at samle stort set alle odenseanske klubber om en eliteoverbygning.

- Målet er klart, at vi skal have ligahåndbold i Odense, Danmarks tredjestørte by, siger Kim Nowak Rasmussen, der er initiativtager til "Ligahåndbold i Odense".

I øjeblikket er de ved at præsentere konceptet for klubberne. 14-15 har meldt positivt tilbage.

Holdsamarbejde har været forsøgt flere gange i Odense, men succesen har endnu været til at overse.

- Men denne gang sørger vi for at få det forankret i næsten alle klubber i Odense. Alle skal føle et ejerskab til overbygningen, siger Kim Nowak Rasmussen.

Der er allerede lavet aftale om, at moderklubberne får økonomisk tilbagebetaling, hvis et talent kommer videre i overbygningen. Det er meningen, at den skal bestå af et herre-, et kvinde- og to ynglinge- og juniorhold.

Kamp om sponsorkronerne

Den odenseanske håndboldprojekt risikerer nu at blive overhalet af GOG's planer om at rykke kvindeligaholdet til Odense.

- Der er ingen tvivl om, at GOG vil til Odense for at få fat i sponsorkroner. Men jeg synes nu, at byen bør bakke op om det gode projekt, der er ved at vokse op i Odense, siger Per Lydiksen Laursen, der er formand for de Samvirkende Idræts-Klubber i Odense.

- Jeg tror, at vores koncept er mere holdbart. Så vi fortsætter ufortrødent, siger Kim Nowak Rasmussen.

Se indslag og studiedebat mellem Arne Buch, GOG, og John Nielsen fra det odenseanske håndboldsamarbejde på TV 2/Fyn fredag d. 25.11 klokken 19.30

Deltag i debatten om, hvorvidt GOG skal flytte kampe til Odense

Deltag i debatten om, hvorvidt GOG skal rykke kampe til Odense

Oversigt

    Oversigt