Handicappede Gitte strander på spor 2: - Det er bare ikke rimeligt

Det er helt urimeligt og meget overraskende, at der er så dårlige vilkår for handicappede på de fynske togstationer. Sådan lyder det fra retsordfører Trine Bramsen i dag. Derfor vil hun nu gå til ministeren og kræve handling.

TV 2/FYN fortalte i weekenden om Gitte Reckendorff Nielsen, der sidder i kørestol. Når hun skal med toget fra Ejby, så kører det langt fra på skinner. 

Perronen ligger nemlig lavere end indgangen til toget. Det betyder, at hun skal bestille hjælp til at komme med.

Men den hjælp kom ikke, da TV 2/FYN var med hende på Ejby Station. Toget stoppede, men der var ingen til at hjælpe Gitte Reckendorff Nielsen med. 

- Der var ingen rampe, der slog ud. Der var ingenting. Jeg kom bare ikke med.

Så er der også problemet med spor 2. For da man i 2015 renoverede stationen blev der kun bygget én handicaprampe op til spor 1. Til det andet spor er der trapper. Så hvis Gitte Reckendorff Nielsen skal tilbage til Ejby Station fra Odense, så strander hun på spor 2. 

- Det giver jo ingen mening. Det er så diskriminerende, som noget kan være. Og jeg føler mig i den grad krænket, fortæller Gitte Reckendorff  Nielsen til TV 2/FYN. 

Gitte Nielsen sidder i kørestol og Thorkild Olesen er blind. Det er ikke alle fynske stationer, der er lige handicapvenlige.
Gitte Nielsen sidder i kørestol og Thorkild Olesen er blind. Det er ikke alle fynske stationer, der er lige handicapvenlige.
Foto: Reza Sahraei

Det kommer som en stor overraskelse

Den slags situationer er helt uhørt, lyder det nu fra Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen. 

- Jeg synes, det er helt urimeligt, at man som menneske med handicap ikke kan komme med de offentlige transportmidler, siger Trine Bramsen. 

- Jeg må ærligt talt sige, at det kommer som en stor overraskelse for mig, at der ikke er god tilgængelighed og personer med handicap ikke kan komme med togene på alle danske stationer. Det troede jeg ærligt talt bare var en selvfølge.

Hun vil nu gå til transportministeren og kræve en løsning. 

- Danmark skal være et land, hvor der er plads til alle.  Det må ikke være et spørgsmål om penge, om man kan få bygget nogle flere ramper. 

Det kommer bag på Trine Bramsen med forholdene på de fynske stationer 

- Det må være sådan, at uanset hvilken station man kommer til som menneske med handicap, så skal man selvfølgelig kunne komme ind og ud af toget. Det er jo livsnerven for rigtig mange mennesker. Det er jo dét, der giver livsværdien. Og Danmark skal bare være helt i front på det her område. Det her skal der bare styr på, lyder det fra Trine Bramsen.

Sådan står det til på Fyn

Når mennesker med handicap, som for eksempel kørestolsbrugere som Gitte Nielsen eller svagtseende, skal med toget på Fyn, bliver de ofte mødt af udfordringer - oftere end i resten af landet. 

En ny undersøgelse fra Danske Handicaporganisationer viser nemlig at:

  • 12 procent af de fynske togstationer mangler elevator eller en rampe op til perronerne.
  • 65 procent af  perronerne har en anden højde end togenes indgang, så man ikke selv kan køre ind med en kørestol. 

Og for blinde er der også problemer. 

  • 81 procent af af de fynske stationer mangler de ledemærker, som blinde og svagseende bruger til at mærke, hvor de skal gå hen. 

 

 

Oversigt

    Oversigt