Handicappede tester Svendborg og Odense

Onsdag den 9. juni klokken 13:00 lyder startskuddet til en landsdækkende event for fysisk handicappede. I 26 byer heriblandt Svendborg og Odense, tager grupper af scleroseramte i kørestol temperaturen på de danske indkøbsstrøg. Hvor mange butikker kan de egentlig komme ind i?

-

Onsdag den 9. juni klokken 13:00 lyder startskuddet til en landsdækkende event for fysisk handicappede. I 26 byer heriblandt Svendborg og Odense, tager grupper af scleroseramte i kørestol temperaturen på de danske indkøbsstrøg. Hvor mange butikker kan de egentlig komme ind i?

Det bliver en glad happening uden sure miner, forsikrer Scleroseforeningen. Overalt vil der være smil, grønne balloner og klistermærker med en smiley i kørestol til de handicapvenlige butikker. \"Hurra, vi kunne komme ind\", lyder teksten på klistermærkerne.

Sidste år gennemførte foreningen en Smiley kampagne på Strøget i København. Resultatet blev, at kørestolsbrugerne kunne uddele klistermærker til en femtedel af butikkerne. Mange steder blev Smileyerne sat op i vinduet som et bevis på forretningens handicapvenlighed.

- Kampagnen førte til, at politikerne i København er begyndt at se nærmere på, hvordan adgangsforholdene for handicappede kan forbedres. Derfor har vi besluttet at fortsætte succesen i år, men denne gang for fuld skrue - på landsplan. Vi er godt klar over, at det ikke skyldes ond vilje, når indgange til butikker spærres af trapper, porte og svingdøre. Det skyldes snarere manglende omtanke - også hos de ansvarlige politikere. Denne omtanke vil vi gerne vække til live med et smil, siger organisationskonsulent Mikael Freund, der er formand for den arbejdsgruppe, der tilrettelægger den landsdækkende kørestols-karavane.

Han understreger, at der ikke er tale om en minutiøs gennemgang af centimetermål, bygningsreglementer og den slags.

- Vores ærinde er at tage et øjebliks-billede af situationen på de danske indkøbsstrøg. Kan vi komme ind, eller kan vi ikke komme ind?

Oversigt

    Oversigt