Håndværkerfradraget er for dyrt for staten

Håndværkerfradraget skaber nye job, men stykprisen per arbejdsplads er for alt høj, mener Socialdemokraterne.

Det er en skidt og uansvarlig idé, når blå blok nu går samlet ud og lover, at boligjobordningen - det såkaldte håndværkerfradrag - skal gælde frem til 2018, hvis den får magten.

Det mener finansordfører Jesper Petersen fra Socialdemokraterne, der ellers selv genindførte håndværkerfradraget i 2013 og 2014.

- Det er en meget dyr måde at skabe arbejdspladser på. Det koster årligt staten omkring en milliard, og det svarer til cirka en million kroner per job, der bliver skabt, siger han.

- Vi synes, at håndværkerfradraget gav mening i de år, hvor der var allermest behov for at sætte gang i tingene ved hjælp af et statstilskud, men nu går det igen fremad for økonomien - også for byggeriet, siger han.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik steg beskæftigelsen i byggeriet i årets første tre måneder med 6.600 arbejdspladser sammenlignet med samme periode sidste år.

Derfor mener Jesper Petersen også, at den nye udmelding fra blå blok først og fremmest skal ses i sammenhæng med, at der står et folketingsvalg for døren.

- Der er ingen tvivl om, at det er populært at love danskerne at staten betaler håndværkerregningen, og at det er en drivkraft for blå blok i det her.

Spørgsmål: Men hvis det er så populært, hvorfor gør I det så ikke bare selv?

- Jamen, det er jo fordi det ikke økonomisk ansvarligt at bruge en milliard på håndværkerfradraget, når den vil være bedre brugt på eksempelvis sygehusvæsnet, siger Jesper Petersen.

Oversigt

    Oversigt