Hashklub lukket i Odense

Fyns Politi lukkede torsdag en hashklub i Ny Vestergade i Odense. Klubben har gennem længere tid været meget besøgt og for 14 dage siden fik ejeren en advarsel.

Fra i dag må beboeren i Ny Vestergade 13 ikke få besøg i deres lejlighed. Fyns Politi har med skilte i vinduerne bekendtgjort, at besøgende risikerer bødestraf, hvis de indfinder sig på adressen. Samtidig vil Fyns Politi indrykke annoncer i aviserne for at gøre opmærksom på adgangsforbuddet ved adressen.

- Vi har holdt adresssen under observation i lang tid, og siden november har der virkelig været gang i den med mange besøgende. Vi har truffet flere med hash og for 14 dage siden fik beboeren en advarsel, fortæller Kim Dyhr Laursen fra Civilpatruljen i Odense.

Det er første gang i år, at Fyns Politi skrider ind over for en hashklub. Sidste år fik 5 forskellige adresser besøgsforbud på grund af hashsalg.

Oversigt

    Oversigt