Fundet af en nyt eventyr af H.C. Andersen er langt fra et litterært scoop. Der er snarere tale om en skolestil.
Det fastslår ekspert i eventyrdigteren Johan de Mylius, professor ved H.C. Andersen-Centret ved Syddansk Universitet.
Det har vakt stor opmærksomhed, at der er fundet et af de tidligste værker fra H.C. Andersens hånd i en kasse i et arkiv, men fundet rokker på ingen måde ved den verdenskendte danske forfatters produktion.
De Mylius mener ikke, at fundet er et litterært scoop, og teksten kommer næppe til at indgå i fremtidige samlinger, mener han.
- Det vil jeg da bestemt ikke tro. Efter min vurdering er dette ikke begyndelsen på hans eventyrproduktion. Det er en skolestil, og skrivemåden kan vi genfinde i Andersens skolestile, hvoraf 30-40 stykker er trykt og udgivet, siger han til Ritzau.
Værket hedder "Tællelyset", og der er tale om en genre, der er velkendt fra sidste halvdel af 1700-tallet, og som blev brugt som forskrift for undervisningen i dansk stil i latinskolen på H.C. Andersens tid, nemlig den moralske fabel.
- Altså: Lyset fortæller om sine problemer, og vi får en tydelig lære af denne historie - hvad har lyset nu lært, og så videre. Jeg vil derfor overhovedet ikke betragte det som et scoop, siger Johan de Mylius.
- Skrivemåden, stilen, sproget, genren ligger milevidt fra, hvad vi ellers forstår som den litterære H.C. Andersen, siger han.