Her er Årets Fynske Sportsnavn

Cykelrytteren Søren Kragh Andersen kåres til Årets Sportsnavn på Fyn 2020 for sine bedrifter i Tour de France, hvor han vandt både 14. og 19. etape.

Kun to danskere har før præsteret, hvad Søren Kragh Andersen gjorde til Tour de France i september 2020. 

Her trak den 26-årige cykelrytter fra Strib de helt store overskrifter, da han vandt ikke bare én, men to etaper i verdens største cykelløb. En bedrift, som kun Bjarne Riis og Michael Rasmussen har kunnet bryste sig af før ham.

Præstationen ved årets Tour de France giver Søren Kragh Andersen titlen som Årets Fynske Sportsnavn, som kåres af Fynske Idrætsforbund, Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn.

Sådan kåres Årets Fynske Sportsnavn

For at modtage titlen som Årets Fynske Sportsnavn skal en atlet have markeret sig international eller have ydet en ekstraordinær flot præstation i året, der er gået. Ifølge dommerkomitéen har Søren Kragh Andersen netop gjort det. 

Allerede i december blev den 26-årige fynbo, der i dag har adresse i Monaco og cykler for firma-holdet Sunweb, kåret til Årets Danske Cykelrytter af Danmarks Cykle Union. 

Forældre tog imod prisen 

Mens cykelrytteren selv var på vej til hjemmet i Monaco, var Søren Kragh Andersens forældre klar til at tage imod prisen på vegne af deres søn. 

De havde dog ikke selv set ham vinde den første af de to etaper i Tour de France, da de var på sheltertur på Læsø - men ikke desto mindre kunne de stolte forældre dele anekdoter fra Søren Kragh Andersens tidlige cykelår. 

Her skulle både han og broren selv sørge for at holde deres cykler ved lige. 

- Det giver også et ansvar, at man fornemmer, man har noget, man skal passe på, sagde Maja Kragh Andersen under prisuddelingen. 

Årets fund 

Udover Årets Sportsnavn blev Årets Fund også kåret ved eftermiddagens virtuelle prisoverrækkelse.

Her gik prisen til den 17-årige speedwaykører Marcus Birkemose fra Allested, der sidste år høstede medaljer ved både DM, EM og VM.

ÅRETS FYNSKE SPORTSNAVN 1950 - 1980

ÅRETS FYNSKE SPORTSNAVN 1981 - 2019

Oversigt

    Oversigt