På Bornholm hedder de Michael og Kirsten, i København hedder de Peter og Anne, og i Vestjylland hedder de Jens og Anna.
Men på Fyn er de mest populære navne blandt den halve million fynboer Lars og Anne. Det viser Danmarks Statistiks årlige opgørelse over navne.
Hedder du Lars, er der også en god chance for, at du er mellem 50 og 59 år gammel. Lars er det mest populære navn blandt mænd i den aldersgruppe.
Alder | Topscorer | Antal |
---|---|---|
I alt | Lars | 4.285 |
1-9 år | William | 450 |
10-19 år | Oliver | 702 |
20-29 år | Mathias | 1.052 |
30-39 år | Martin | 941 |
40-49 år | Thomas | 1.377 |
50-59 år | Lars | 1.729 |
60-69 år | Jan | 1.130 |
70-79 år | Jørgen | 1.216 |
80-89 år | Jørgen | 542 |
90-99 år | Hans | 87 |
Blandt drengebørnene hitter William og Oliver på Fyn, mens de ældre fynske herrer oftest hedder Jørgen eller Hans.
Anne er det mest populære kvindenavn på Fyn
I modsætning til Lars er navnet Anne mere spredt ud over flere aldersgrupper, og der er på Fyn faktisk ingen aldersgruppe, hvor navnet er topscorer.
Alder | Topscorer | Antal |
---|---|---|
I alt | Anne | 3.964 |
1-9 år | Ida | 338 |
10-19 år | Emma | 705 |
20-29 år | Julie | 826 |
30-39 år | Louise | 792 |
40-49 år | Mette | 1.135 |
50-59 år | Helle | 1.313 |
60-69 år | Hanne | 1.207 |
70-79 år | Kirsten | 1.338 |
80-89 år | Inge | 623 |
90-99 år | Else | 137 |
Blandt fynske pigebørn er Ida og Emma de mest populære, mens de ældste kvinder på øen oftest hedder Kirsten, Inge eller Else.
Fyn adskiller sig fra andre landsdele på flere punkter.
Peter, der ellers på landsplan er det mest populære drengenavn, er ikke lige så udbredt på Fyn.
I Østjylland er de også mere glade for navne som Erik og Jens, mens nordjyderne foretrækker Poul og Svend, når det gælder herrer, der er oppe i alderen.
Kigger man på de nyfødte drenge, er navnet Oscar topscorer efterfulgt af Karl og William, mens Alma topper hos pigerne.
Tallene er opgjort 1. januar 2022.