Her er weekendvejret: Mildt og blæsende

Det bliver op til 20 grader lørdag, og vinden blæser Fyn godt igennem, siger DMI om vejret de næste dage.

Godt nok bliver fredagen trist og efterårsagtig på den fugtige måde, men så snart regnbygerne er dryppet af, bliver weekendvejret faktisk slet ikke så ringe endda.

Temperaturerne ligger i den pæne ende af skalaen for årstiden, og man behøver ikke at række ud efter paraplyen, hvis trangen til en frisk spadseretur melder sig.

Til gengæld bør man nok holde på hat og briller, for vinden blæser op.

- Det bliver lidt blæsende, men det bliver også mildere, siger vagthavende meteorolog Tine Zeuthen hos DMI, som disker op med dugfriske prognoser fredag morgen.

- 15 til 18 grader kommer vi op på lørdag, og søndag måske helt op til 20 grader nogle steder. Så det er da forholdsvist mildt septembervejr, tilføjer hun.

Først skal vi dog lægge ugens sidste hverdag bag os, og den tegner til at blive en trist og halvstormende affære.

- Fredag bliver helt klart med regn og rusk. Det bliver med frisk vind til kuling og ved kysterne faktisk helt op til hård kuling en overgang, siger Tine Zeuthen.

- Lørdag lægger vinden sig lidt efterhånden, og der får vi en jævn til hård vind, så det bliver stadig blæsende, tilføjer hun.

Det bliver ikke til de helt store mængder sol i løbet af weekenden, men det holder tørt det meste af tiden, lyder det.

- Der kommer nogle enkelte byger lørdag, men det er næsten lige før, at man ikke behøver at finde regnjakken frem. Det bliver helt lokalt og nogle meget lette byger, hvis der kommer nogle, siger Tine Zeuthen.

- Men om søndagen kommer der regn i løbet af dagen i Nordvestjylland, så der vil der måske være en god idé med en paraply, lyder det.

Hun kalder fredagens vejr for "rigtigt efterårsvejr" med regn, rusk og blæst, men også med opklaring i perioder, som skulle byde på en "flot blå himmel" til de heldige rundt omkring.

Oversigt

    Oversigt