Her smager chef sin egen medicin: - Jeg har svært ved at gøre det

Kan man tillade sig at bede fynboerne om at parkere bilen, hvis man ikke selv gør det? Nej, mener Fyens Stiftstidendes chefredaktør.

BANNER_WEB_Fyn skifter gear

I stedet for at spænde sikkerhedsselen, klikker Poul Kjærgaard cykelhjelmens remme fast unger hagen.

Han er chefredaktør for Fyens Stiftstidende, der sammen med TV 2 Fyn forsøger at få fynboerne til at skifte gear og lade bilen stå i garagen - for klimaets skyld.

Vi har bedt to fynboer med vidt forskellige transportbehov om at tage cyklen og offentlig transport i en uge.

- Hvis vi vil udsætte fynboerne for sådan et eksperiment, kunne jeg også godt tænke mig at smage medicinen, fortæller Poul Kjærgaard.

I Danmark kører vi 40 milliarder kilometer om året i vores biler. Ifølge foreningen Forenede Danske Motorejere - som du nok bedst kender som FDM - er det oftest til fornøjelser og fritidsaktiviteter. 

- Jeg er godt klar over, at jeg bestemt ikke er særlig gunstig for vores CO2-regnskab med den adfærd, jeg har med min bil, siger chefredaktøren.

Eksperimentdagen

Poul Kjærgaards eksperiment tager sin begyndelse i Asperup. En lille landsby mellem Nørre Aaby og Båring på Vestfyn. 

I indkørslen holder hans afhængighed. Den mørkeblå Mercedes.

Den forbliver i garagen, og Poul Kjærgaard trækker i stedet Raleigh-cyklen ud af skuret. Forude venter cirka 35 kilometer, der skal tilbagelægges med både cykel og tog.

- Hele det her eksperiment med at udfordre vores måde at flytte os rundt på er enormt spændende, fordi det er afgørende, at vi kan ændre vores vaner, siger han.

Poul Kjærgaard skal fra hjemadressen til stationen i Nørre Aaby, hvorfra han skal med toget til Odense.
Poul Kjærgaard skal fra hjemadressen til stationen i Nørre Aaby, hvorfra han skal med toget til Odense.
Foto: Tim Kyhn

Der er, ifølge Poul Kjærgaard, mange årsager til, at han er afhængig af bilen. Spørgsmålet er, om det mest af alt er vaner.

- En dag som i dag, oplever jeg virkelig for alvor dilemmaerne, der er forbundet med den grønne omstilling. Jeg ved, at jeg burde leve på en anderledes måde, men jeg har virkelig svært ved at gøre det, fordi det har nogle store konsekvenser for den måde, jeg har tilrettelagt mit arbejds- og privatliv, forklarer han.

Efter først fem kilometer til stationen på jernhest og dernæst en halv time i tog er Poul Kjærgaard fremme.

Så længe postnummeret hedder 5466 Asperup, er hans foretrukne måde at transportere sig rundt på fortsat bilen.

- Det er for bøvlet at tage offentlig transport for mig, og det er for billigt at køre bil, og det er det, der er hovedproblemet. Men jeg mener, at vi skal tale om den grønne omstilling, og hvilke muligheder vi har for at ændre vores hverdag, siger han.

Fyn skifter gear

Oversigt

    Oversigt