Historiker: Dronningens nytårstale var med både trøst og opmuntring

Dronningens nytårstale var uden overraskelser, men havde både elementer af opmuntring og taknemlighed.

Der var ingen store overraskelser i dronningens nytårstale - men det var heller ikke nødvendigt.

Det vurderer Sebastian Olden-Jørgensen, der er lektor i historie med særligt fokus på hofhistorie ved Københavns Universitet.

- Det var alt sammen forventeligt, og jeg kan dårligt se, at der var brug for en overraskende tale.

- Vi er coronatrætte, og hun har skønnet, at befolkningen ikke har brug for en opsang, men en opmuntring, siger han.

Dronningen satte blandt andet ord på de fælles erfaringer, som vi har gjort os under coronakrisen.

Hun gav udtryk for, at 2020 har været et hårdt år, men at hun er fortrøstningsfuld.

- Der har hun ramt en god balance mellem alvor og at se fremad i en positiv ånd, siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Da dronningen talte til befolkningen i marts, havde talen karakter af opsang.

- Man kan stadig se grupper i alle aldre, som opholder sig for tæt sammen. Nogle holder endda stadig fester og runde fødselsdage. Det synes jeg ikke, man kan være bekendt, sagde hun dengang i marts.

Opmuntring og taknemlighed

Men selv om hun godt kunne have valgt at løfte pegefingeren, så er nytårstalen nærmere en opmuntring, mener Sebastian Olden-Jørgensen.

- Hun gav udtryk for, at vi skal fortsætte med de gode ting, men hovedbudskabet var fortrøstning, og at vi har klaret det i fællesskab. Vi kan godt klare det, trods de afsavn vi har lidt, siger han.

I det britiske kongehus sagde dronning Elizabeth juledag, at "mange vil bare gerne have et knus til jul i år". Hun talte også gentagne gange om håb.

Samme følelsesladede stil ser vi ikke fra den danske monark, siger Sebastian Olden-Jørgensen.

- Hun er ikke sentimental, men mere almenmenneskelig. Hun taler mere om taknemlighed og sans for naturen og fællesskab, men ikke så meget om det enkelte individs følelser og fornemmelser.

Klima i bedring

Dronningen nævnte også klimaet og naturen i sin tale.

- Klimaet har fået det bedre under krisen. Det er værd at lægge mærke til, og det er vigtigt, at vi fortsat passer godt på naturen, sagde hun.

I foråret vakte det opsigt, da hun i et interview med Politiken sagde, at vi som samfund ikke bør "panikke" over klimaforandringerne.

- Hun har ved et par lejligheder givet udtryk for en syndig klimaskepsis, men det råder hun bod på nu, vurderer Sebastian Olden-Jørgensen.

I lighed med de fleste andre år holdt dronningen i år nytårstalen fra sit arbejdsværelse i Christian IX's palæ på Amalienborg.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt