Historisk få fynboer kom til skade med fyrværkeri nytårsaften

På OUH har overgangen til 2020 været en rolig nat, hvor kun fire fynboer har været forbi med mindre fyrværkeriskader.

Nytåret på Odense Universitetshospital har været bemærkelsesværdigt roligt med færre fyrværkeriskader end sidste år. Foreløbigt har blot fire fynboer været i behandling for skader i forbindelse med fyrværkeri.

Det er et historisk lavt antal fynske fyrværkeriskader. I 2018 kom 13 fynboer til skade med fyrværkeri.

- Det er gået rigtig godt. Optællingen fra det foregående døgn viser, at vi er på det laveste niveau i de sidste 20-25 år, hvor vi har lavet grundige opgørelser her på Fyn, siger overlæge Jens Lauritsen fra Ulykkes Analyse Gruppen på OUH.

Siden midten af 1990'erne har man opgjort antallet af fyrværkeriulykker, og tallet har aldrig været så lavt, som i år.

Ingen af de fire personer, der kom til skade i fyrværkerirelaterede ulykker nytårsaften, kom alvorligt til skade. Faktisk skyldes de fleste af uheldene bordbomber.

- Heldigvis er det meget overfladiske skader. Småskader. Ikke noget, der medfører mén. For eksempel er der ikke foretaget nogen operationer eller lignende, siger Jens Lauritsen.

Selv om det ifølge overlægen er gået lidt værre for sig i andre dele af Region Syddanmark, er det overordnet set gået rigtig godt i regionen.

- Øjenlægerne i regionen har slet ikke opereret, konstaterer Jens Lauritsen.

Ingen børn blandt de tilskadekomne

I 2018 involverede en tredjedel af fyrværkeriuheldene børn. I år er tallet nul. Der er derfor ros til forældrene fra overlæge Jens Lauritsen.

- Det er rigtig glædeligt. Det ser ud til, at forældrene har givet børnene briller på og har sagt til dem, at de skal overholde de forskellige fyrværkeriråd, siger overlægen, inden han understreger, at de samme regler også gælder 1. januar. 

- Det er jo tilladt at fyre af også her den 1., og fyrværkerirådene de gælder stadigvæk.

Tallene er kun fra nattens løb og tegner dermed et foreløbigt billede at nytårets skader på Fyn.

- Statistikken kan ændre sig, hvis nogen vågner op og mærker et eller andet, men de voldsomme hændelser ser vi forhåbentlig ikke, siger Jens Lauritsen.

Han råder samtidig også til at være varsom, når man skal ud at rydde op efter nattens fyrværkerimæssige udskejelser.

- Hvis nogen har haft en fuser eller noget fyrværkeri, der opførte sig mærkeligt, og så tænker, at de vil gemme det. Lad være med det. Og sørg for, at børnene ikke leger med det.

Overlægen vurderer, at det lave antal uheld skyldes en god kombination af forbedret kvalitet af fyrværkeriet, og så at vi er blevet bedre til både at beskytte os selv og bruge fyrværkeriet, som det er tiltænkt.

Ulykkes Analyse Gruppen vil i løbet af 1. og 2. januar danne sig et overblik over antallet af fyrværkeriskader i hele Danmark. Tallene forventes at være klar 3. januar.