Hjælpepakke skal redde efterskoler - forældre slipper billigere

Et samlet Folketing er klar med hjælpepakke til efterskolerne. Efterskolernes formand har dyb respekt for politikernes handlekraft.

Opdatering
Clock23. sep 2020, kl. 19:50
Artiklen er opdateret med en reaktion fra Thomas Danielsen, forstander på Ringe Efterskole.

For efterskolernes formand, Torben Vind Rasmussen, er 1. april nok indtil videre årets bedste dag.

Undervisningsminsteriet meddeler onsdag formiddag, at man vil holde hånden under de elev-tomme efterskoler og sikre, at de unge nu og efter coronnakrisen fortsat kan komme på efterskole.

- Jeg har dyb respekt for den handlekraft og vilje, der er vist fra politisk hold i en aftale som den her, siger en glad Torben Vind Rasmussen til TV 2/Fyn.

quote Med aftalen kan forældre roligt tilmelde deres børn til efterskole i det nye skoleår

Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkepartis uddannelsesordfører

- Det politiske landskab ved, hvilke værdier efterskolerne har for de unge i Danmark. Det viser de med den aftale her.

Undervisningsministeriet meddeler i en pressemeddelelse, at regeringen og alle Folketingets partier og medlemmer uden for grupperne har indgået en aftale om at hjælpe efterskoler, frie fagskoler og øvrige skoler med kostafdelinger til at komme igennem coronakrisen.

Regeringen og aftaleparterne er samtidig enige om at forbedre muligheden for fripladser på fri- og privatskoler, efterskoler og frie fagskoler i denne situation.

Den korte version af aftalen er en kompensation til forældrene, som får 1.000 kroner om ugen, så længe skolerne er lukket på grund af coronasituationen.

Derudover er der hjælp til de skoler, der oplever, at elever melder sig af skolen nu eller som mister elever til det kommende skoleår.

Torben Vind Rasmussen.
Torben Vind Rasmussen.
Foto: Claus Peuckert/Efterskolerne

Dertil kommer en pulje, der nedsætter prisen per elev.

- Flere familier, der rammes økonomisk af coronasituationen, kan så få en kompensation i prisen. Det betyder, at elevtallet kan holdes oppe, forklarer Torben Vind Rasmussen.

Samfundssind og skulderklap

På Ringe Efterskole er der også glæde efter dagens udmelding fra Børne- og Undervisningsministeriet. Her sagde forstander Thomas Danielsen mandag, at han frygtede for økonomien.

- Jeg er glad for den brede opbakning i Folketinget, og uden at have lavet kalkyler for hjælpepakken, så er de sorte skyer væk.

Thomas Danielsen glæder sig specielt over, at forældrene får hjælp. Med støttepakken falder egenbetalingen ifølge forstanderen til omkring 720 kroner.

- Men vi vil kompensere forældrene for de besparelser efterskolen har haft, mens den er tom. Så de kommer ned omkring 500 kroner pr. uge. Og elverne får stadig nødundervisning.

- Jeg vil samtidig gerne rose forældrene. De har haft is i maven og udvist samfundssind. De har virkelig været gode.

- Nu får de en håndsrækning fra fællesskabet og et skulderklap, siger Thomas Danielsen og konstaterer: 

- Folketinget har gjort det helt rigtige.

Efterskolerne er et helt særligt ungdomsfællesskab

For børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) står efterskolerne for et helt særligt ungdomsfællesskab, og hun mener, at det er vigtigt at få skabt ro omkring dem og de mange skoler med kosttilbud.

- De står med en særlig økonomisk udfordring på grund af nedlukningen, og jeg er glad for, at Folketinget står sammen om at få dem helskindet igennem coronakrisen, siger hun i pressemeddelelsen.

For Venstre har det været vigtigt at forhindre skolekonkurser grundet coronaudbruddet. Det siger partiets undervisningsordfører Ellen Trane Nørby.

- Venstre har de seneste uger kæmpet aktivt for at redde efterskolerne i Danmark. Med denne aftale kompenserer vi nu forældrene økonomisk og opretter et sikkerhedsnet for skoler med kostafdelinger, siger hun, mens Dansk Folkepartis fynskvalgte uddannelsesordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, tilføjer:

- For Dansk Folkeparti har det været afgørende, at vi med denne pakke kan skabe tryghed for både efterskoler, fri fagskoler og familier. Med aftalen kan forældre roligt tilmelde deres børn til efterskole i det nye skoleår.

Alle Folketingets partier samt løsgængere står bag aftalen, som ventes at udgøre cirka 540 millioner kroner i merudgifter i 2020, skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelsen.

- Flere familier, der rammes økonomisk af coronasituationen, kan så få en kompensation i prisen. Det betyder, at elevtallet kan holdes oppe, forklarer Torben Vind Rasmussen, formand for efterskolerne.
Fotograf: Ole Holbech

Oversigt

    Oversigt