Hjælper bananer? Se, hvad du skal gøre, når tissetrangen melder sig
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Lange køer til toilettet og masser af alkohol indenbords er en sikker opskrift på at sætte tissetrangen på en prøve.
Når man skal, så skal man.
Tissetrangen kommer nok til at ramme de fleste festivalgæster, når op mod 48.000 mennesker igen i år besøger Tinderbox i Tusindårsskoven.
Traditionen tro er festival lig med masser af alkohol og lange køer til toilettet efter koncerterne.
Hvis man ikke kan komme af ved vandet, skal man dog som udgangspunkt ikke bekymre sig om, at det kan være skadeligt.
Det fortæller Ulla Geertsen, der er cheflæge ved Urinvejskirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital.
- Det er ikke tre dage på Tinderbox, der laver ulykker. Hvis der er nogen med høj alder på Tinderbox, kan der sagtens være nogen, særligt mænd, hvor blæretømningen kan være påvirket, siger Ulla Geertsen.
- Hvis man bare står i lang kø nogle enkelte gange, er det ikke skadeligt, fastslår hun.
Myte om bananer og tissetrang
Er der lange køer på festivalpladsen, er det alligevel en god idé at komme afsted, når man kan mærke trangen. Der er ikke så meget, man kan gøre ved det.
- Man skal honorere trangen. Når man føler, man skal, skal man stille sig i køen. Der kommer mere i blæren, inden man når frem til toiletdøren, siger Ulla Geertsen.
Hjælper det på tissetrangen at spise bananer?
- Det har jeg aldrig hørt om. Bananer er fast føde. Jeg ved ikke, hvad bananer skal gøre. Det står der i hvert fald ikke noget om i faglitteraturen. Måske kan det gøre, at du får noget andet end tissetrangen at tænke på.
Skal man undgå at drikke bestemte ting, hvis man vil mindske tissetrangen?
- Hvis man drikker alkohol, er det almindeligt kendt, at man skal lade vandet oftere, siger Ulla Geertsen.
- Hvis man får alkohol, kan den godt gøre blæren lidt sløv, så man - især lidt ældre mænd - ikke føler trang til at gå på toilettet. Så kan de opleve, at de får så ondt i blæren, at de ikke kan lade vandet selv. Så må vi tømme den med et katater. Der er der nok ingen unge mennesker, der gør på Tinderbox, siger Ulla Geertsen.
Selv om man skal tisse, er det vigtigt at drikke rigeligt med væske i tørken. Du kan både drikke for lidt, for meget og det forkerte.