I det fynske folks tjeneste

Hjemmearbejde: Hver fjerde er parkeret ved skrivebordet derhjemme

Flere end 100.000 personer arbejder under coronakrisen hjemmefra i Region Syddanmark

Lidt over 100.000 personer i Region Syddanmark arbejder hjemmefra i denne tid. (Arkivfoto).

Hver fjerde medarbejder i virksomhederne i Region Syddanmark arbejder hjemme i øjeblikket. Det svarer til cirka 104.000 medarbejdere.

Det er færre end virksomhederne på landsplan.

En analyse fra Dansk Industri (DI) viser, at næsten hver tredje medarbejder (31 procent) i virksomhederne på landsplan arbejder hjemme – det vil sige, at størstedelen af medarbejderne i det private stadig stempler ind og ud på arbejdspladsen hver dag.  

Læs også Regeringen hæver loft for virksomheders lønkompensation

- Vi står i en helt ekstraordinær situation lige nu. Coronavirusset har taget livtag med hele verden, og her i Danmark kæmper virksomhederne og deres medarbejdere for at klare sig bedst muligt igennem krisen – hvad enten det er fra arbejdspladsen eller et skrivebord derhjemme, siger Poul Strandmark, formand for DI Fyn og direktør i Bluepack A/S.

Grunden til, at der er færre hjemmearbejdende i Syddanmark end på landsplan er, at der er flere fremstillingsvirksomheder i Region Syddanmark end i Region Hovedstaden.

Hovedstadsområdet trækker landsgennemsnittet op med sine mange virksomheder, der leverer services som for eksempel rådgivning og it, hvor medarbejderne i langt højere grad har mulighed for at løse opgaven hjemmefra.

Andel af medarbejdere, der arbejder hjemme.