Højere renter giver milliardoverskud i Danske Bank
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Igen i år er der milliardoverskud og opjusteringer i den danske banksektor, og denne gang er det Danmarks største bank. Danske Bank opjusterer nemlig forventningerne til året efter et resultat efter skat i første halvår på 10,2 milliarder kroner. Det skyldes især øgede nettorenteindtægter.
Det viser bankens halvårsregnskab, som er offentliggjort fredag morgen. Banken regner nu med et overskud for året på mellem 18,5 og 20,5 milliarder kroner. Også i april kom banken med en opjustering.
- I årets første halvdel forbedrede vi vores lønsomhed og gjorde fortsat fremskridt i forhold til at indfri vores ambitioner for 2023, siger administrerende direktør Carsten Egeriis i en meddelelse.
- Den store stigning i de samlede indtægter på 34 procent skyldtes primært stærke nettorenteindtægter og markant højere handelsindtægter.
I andet kvartal mere end fordoblede banken sit overskud til cirka fem milliarder kroner. I 2022 endte det i det tilsvarende kvartal på 1,8 milliarder kroner. Det kommer aktionærerne til gode, da der betales udbytte på syv kroner per aktie. Nettorenteindtægterne endte på 8,5 milliarder kroner i andet kvartal i år mod 5,8 milliarder kroner sidste år.
Regnskabet fra Danske Bank kommer, efter at et stort antal danske banker har leveret opjusteringer. De har især været drevet af stigende renter. Tidligere på ugen kom det frem, at det er Nordea, som køber Danske Banks norske privatkundeforretning, der ved udgangen af sidste år omfattede 285.000 kunder. Danske Bank havde besluttet sig for at fokusere på erhvervskunder og institutionelle kunder.