Hurtigtog er ved at køre af sporet

En plan for hurtigtog mellem landets fire største byer hænger i en tynd tråd. Det bliver for dyrt at reducere rejsetiden, mener V og DF's trafikordførere.

Regeringens prestigeprojekt for den danske jernbane, som går ud på at reducere rejsetiden til blot en time på hver af strækningerne København-Odense, Odense-Århus samt Århus-Aalborg, hænger ifølge Berlingske Tidende i en tynd tråd.

Avisen skriver, at den såkaldte timemodel, der ellers er principgodkendt af et bredt flertal i Folketinget, bliver undsagt i en ny trafikbog, som Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen udgiver 2. november.

Alt for dyrt

Kritikken går på, at det simpelthen bliver for dyrt at gennemføre sidste etape af projektet mellem Odense og Århus.

Det forudsætter nemlig store milliardinvesteringer i mindst en ny broforbindelse over Vejle Fjord men måske også i en tredje Lillebæltsforbindelse.

Derudover skal der postes andre milliarder i at udrette de snoede banestrækninger i Trekantsområdet.

Kun for de få

Og de mange investeringer vi ifølge Venstres trafikpolitiske ordfører blot komme en lille del af befolkningen til gode, da timedrift kun kan opnås, hvis togene kører uden stop i Trekantsområdet.

- For mig er det ikke acceptabelt, at vi investerer mange penge i en banestrækning og samtidig afskærer en stor del af befolkningen fra at benytte den, siger Kristian Pihl Lorentzen til Berlingske Tidende.

- Togene skal også standse i byer som Vejle og Fredericia. Det er ikke bare små flækker, men store knudepunkter i min verden, siger han.

DF: løsningen er en Kattegatbro

Også Dansk Folkepartis trafikordfører Kim Christiansen trækker i nødbremsen.

Kim Christiansen mener, at der kun er én rigtig løsning:

- Det er en Kattegatbro, hvor rejsetiden i tog mellem København og Århus bliver en time, siger Han til Berlingske Tidende.

Oversigt

    Oversigt