Husejere skal passe på smeltende sne

Tøvejr kan betyde vandskader hos husejere. Falck opfordrer folk til at se tage og lofter efter for sne.

Der er en smule tøvejr på vej. Og det kan betyde stor skade på huse, når sneen smelter. Derfor opfordrer Falck nu folk til at få fjernet den sne, der ligger på lofter, tage, udhæng og markiser.

- Når sneen tør, vil det medføre store mængder vand. Derfor er det vigtigt at sikre, at afløb og tagrender er frie og funktionsdygtige. På den måde er man bedst sikret mod eventuelle vandskader, siger Christen Overgaard, der er seniorrådgiver i Falck.

Tage kan i værste fald risikere at bryde sammen under tøsneen, og på lofterne skal eventuel fygesne fjernes, inden den smelter.

Som husejer bør man også sikre sig, at udvendige afløb og kælderhalse er gravet fri, så vandet ikke kommer ind.

- Vi har allerede set sneen beskadige adskillige tage på eksempelvis stalde og drivhuse denne vinter, og andre bygninger kan også være i farezonen, især dem med de flade tage, siger Christen Overgaard.

Også istapper kan udgøre en risiko. Specielt fra etageejendomme kan en faldende istap være farlig for forbipasserende.

Det er ejendommens ejer, der har ansvaret for, at istapper er fjernet. Men som fodgænger er det vigtigt, at man holder øje med istapper, når man går langs bygninger.

Også sne og is fra tagene risikerer at ryge ned med tøvejrets komme, så der er ekstra grund til at være påpasselig de kommende dage.

Oversigt

    Oversigt