Hvad skal du være, når du bliver stor: Tidligt valg stresser Ricky og Amalie

Allerede i 8. eller 9. klasse skal folkeskoleelever træffe valg, der har betydning for hele deres uddannelsesforløb. Næsten halvdelen af de unge føler, at det er et stort pres at skulle vælge så tidligt.

- Der er så mange muligheder og så kan man godt føle sig presset ind i det. Man føler sig lidt undertrykt, siger Ricky Hofby.

Han er elev på Broby Sportsefterskole og skal snart vælge mellem en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse. 

En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at 44 procent af de unge føler, at det er et stort pres at skulle vælge så tidligt

 

26 procent føler ikke, at de får nok hjælp til at træffe deres valg. 

Ricky Hofby var derfor sammen med andre elever fra efterskolen mandag på besøg hos Tietgen Business i Odense. Skolen har netop startet projektet E2E op. Formålet er at give efterskoleelever et indblik i, hvad en erhvervsuddannelse er for noget.

- Mange har den holdning med hjemmefra, at du da bare skal på gymnasiet, for så kan man det hele bagefter, siger Katrine Askholm Albirk, der er lærer på Broby Sportsefterskole.

Flere skal have erhvervsuddannelse

I dag vælger 18 procent af en ungdomsårgang en gymnasial uddannelse, men mange står efterfølgende med en ungdomsuddannelse, de ikke har brug for.

Derfor er det målet at hæve andelen af en ungdomsårgang, der vælger en erhvervsuddannelse fra 18 til 25 år procent. 

 

- Når man går og snakker om det, og alle andre ved, hvad de vil, så er det stressende, når man ikke selv ved det endnu, siger Amalie Gotthelf fra Broby Sportsefterskole. 

Men selvom Amalie og Ricky føler sig uafklarede og pressede, så skal de inden længe vælge en retning for deres fremtidige uddannelse. 

- Altså jeg tænker, at jeg skal have det besluttet inden juleferien. Eller i hvert fald lige efter, siger Amalie Gotthelf.

 

Oversigt

    Oversigt