Hvem er de udenlandske turister?

VisitDenmark har kortlagt de udenlandske turister på Fyn. Her kan man blandt andet se, hvem de udenlandske turister er, hvor mange penge de bruger, og hvor længe, de bliver.

Ifølge VisitDenmark tegner 2015 til at blive det bedste turistår for Fyn siden 2003.

De har lavet en guide, som viser hvem turisterne på Fyn egentlig er.

Tyskerne topper stadig listen

Det er stadig de tyske turister, vi tiltrækker flest af her på Fyn. Faktisk står de for hele 62 procent af de udenlandske turister. Og de tyske turister bruger omkring 500 millioner kroner på Fyn årligt.

Vi får også mange hollændere, nordmænd og svenskere på besøg hvert år.

De har allesammen tilfælles, at de er vilde med det danske køkken og den afslappede kultur.

Nedenfor kan du læse mere om de udenlandske turister fra de fire lande.

Den tyske turist

Andel af de udenlandske overnatninger på Fyn: 62 procent

Antal overnatninger på Fyn: Ca. 631.000

Antal overnatninger i Danmark: 13 mio.

Så mange penge bruger de i Danmark: 10,7 mia. kr.

Døgnforbrug: 455 kr.

Så længe bliver de: 9,9 overnatninger

Sådan genkender du en tysk turist:

De tyske gæster ved kysterne er kernesund tysk middelklasse. De kommer i egen bil og næsten hver tredje familie har en hund med i bilen.

De klæder sig typisk i outdoor tøj og shorts, og selv om de modsat hvad danske stereotyper tilsiger ikke kan lide regnvejr, så lader en byge eller to dem ikke slå ud.

De er glade for hotdogs og frisk fisk, og dansk softice, wienerbrød og økologiske produkter er også i høj kurs.

De tyske turister er også typisk meget velforberedte. Alt bliver planlagt hjemmefra. Fra madplanen for hele ferien til udvalgte udflugtsmål til, hvordan de kommer til Danmark.

Hvad kan de godt lide ved Danmark og danskerne?

Tyskerne rejser især til Danmark for at holde ferie ved kysten.

De tyske gæster vandrer og cykler i stor stil. Blandt øvrige stærke rejsemotiver er aktiviteter ved eller på vandet samt mulighed for forkælelse med wellness, gode madoplevelser og shopping.

De tyske turister er også vilde med danskernes afslappede tilgang til livet. De mener, at danskerne er venlige, imødekommende og moderne.

Den hollandske turist

Andel af de udenlandske overnatninger på Fyn: 11 procent

Antal overnatninger på Fyn: Ca. 113.000

Antal overnatninger i Danmark: 967.000

Så mange penge bruger de i Danmark: 1,1 mia. kr.

Døgnforbrug: 673 kr.

Så længe bliver de: 9,1 overnatninger

Sådan genkender du en hollandsk turist:

Hollænderne er typisk velklædte, men med et praktisk islæt.

Hollænderne planlægger generelt meget af ferien på forhånd.

De hollandske turister er åbne, afslappede og uhøjtidelige. De er gode til engelsk, og deres humor minder meget om den danske, hvilket gør, at mødet med danskerne ofte bliver erfaret som positivt.

Når hollandske turister skal spise, spiser de gerne madvarer fra det lokale køkken. Wienerbrød, smørrebrød og fisk og skaldyr er altid et hit.

De hollandske turister kommer til Danmark på grund af plads, ro og frihed.

De kan godt lide de små hyggelige og autentiske byer, naturoplevelser, der passer til børnefamilier, samt kultur- og attraktionsoplevelser, som ikke er overrendte og altid opleves i en lokal kontekst sammen med danskere.

Hvad kan de godt lide ved Danmark og danskerne?

Hollændere opfatter Danmark som et overraskende dejligt ferieland. De kommer typisk hertil med en forestilling om, at der ikke er så meget at opleve, og at vejret ikke er særlig godt.

Men dette er gjort til skamme, når de rejser hjem. De hollandske turister føler sig typisk frie og velkomne. De betragter Danmark som et trygt land at holde ferie i, og danskerne som venlige og gode til fremmedsprog.

Der er også en særlig kemi mellem danskere og hollændere, som gør, at hollænderne føler sig godt tilpas og nærmest føler sig hjemme i Danmark.

Den norske turist

Andel af udenlandske overnatninger på Fyn: 8 procent

Antal overnatninger på Fyn: Ca. 83.000

Antal overnatninger i Danmark: 2,5 mio.

Så mange penge bruger de i Danmark: 5,8 mia. kr.

Døgnforbrug: 1071 kr.

Så længe bliver de: 6,9 overnatninger

Sådan genkender du en norsk turist:

De norske turister er typisk mere praktisk end fashionabelt klædt. De går typisk i travesko, reflekser, rygsæk, skalljakke og den obligatoriske Fjäldräven

De norske turister tager typisk en dag ad gangen, og så bliver de ikke skræmt af dårligt vejr. Alt vejr er udendørsvejr for norske turister.

Røde pølser, is med guf og klassisk dansk mad som stjerneskud og flæskesteg bliver skyllet ned med snaps og øl.

Hvad kan de godt lide ved Danmark og danskerne?

Nordmænd mener generelt, at vejret er bedre i Danmark, som de finder eksotisk, spændende og anderledes, men også trygt, venligt og økonomisk forsvarligt. Danmark er næsten som derhjemme, bare hyggeligere.

Nordmænd ser på danskerne som lidt større livsnydere end nordmænd.

Nordmændene føler et bånd til danskerne, de ikke føler til andre nationaliteter. Det er det eneste, vi er alene om, som resten af verden ikke kan kopiere.

Den svenske turist

Andel af udenlandske overnatninger på Fyn: 5 procent

Antal overnatninger på Fyn: Ca. 39.700

Antal overnatninger i Danmark: 1,9 mio.

Så mange penge bruger de i Danmark: 6,5 mia. kr.

Døgnforbrug: 1186 kr.

Så længe bliver de: 3,6 overnatninger

Sådan genkender du en svensk turist:

De svenske turister som vi ser i Danmark kommer hovedsageligt fra Syd- og Vestsverige.

De kommer enten som voksne par 40+ år eller sammen med deres familie, når børnene er omkring 6-11 år.

De er ofte moderigtigt klædt, og når de skal ud at spise, opsøger de gerne dansk gastronomi. Det er imidlertid danskproducerede rejer, krabber og skaldyr - og gerne friske - der regnes som uundgåelige på en ferie i Danmark. Også smørrebrød og mere klassisk dansk med som rødspættefilet med remolade har sin plads på den svenske middagstallerken.

Svenske turister ser typisk ikke Kystdanmark som en decideret sommerdestination, hvor man holder sin hovedferie. Den holder de derimod i varme og mere eksotiske lande.

Svenskere ser Danmark som et attraktivt sted at holde korte ferier. Svenskerne kommer eksempelvis for at spise på en kro, opleve dansk arkitektur på en vandring gennem nogle af de mange charmerende danske byer, have det sjovt med familien i et af vores mange badelande og forlystelsesparker eller for at bo i en bolig med dansk design.

Hvad kan de godt lide ved Danmark og danskerne?

Det er nærheden til danskerne, der i særlig grad tiltrækker de svenske turister. Disse føler et nært broderligt bånd til Danmark, og de opfatter danskerne som afslappede ukomplicerede og ærlige.

Svenskerne kan godt lide den frie danske livsstil og livsindstilling, og de slapper af i danskernes selskab.

Danskere opfattes også som mere europæiske og dermed mere kontinentale end de andre nordiske lande - nærmest sydeuropæiske.

Danskerne er kort sagt mere optagede af at have det godt og hyggeligt, end af at få tingene klaret i en fart.

Oversigt

    Oversigt