Hvornår ringer du 112? Lange ventetid på ambulancer kan måske undgås med oplysning

To ambulanceassistenter spurgte lørdag fynboerne ind til deres viden om, hvornår de skal ringe 112.

1.066 gange.

Det var så mange gange, fynboer sidste år måtte vente længere end et kvarter på en ambulance.

Spørgsmålet er, om der er mange, der unødigt ringer 112 og måske i virkeligheden skulle have rettet deres opkald andre steder hen.

Casper Lunding Andersen og hans makker Rezgar Palani er ambulanceassistenter og ved at uddanne sig til ambulancebehandlere. I den forbindelse havde de lørdag taget en ambulance med til Munke Mose i Odense for at undersøge, om fynboerne ved, hvornår de skal ringe 112.

- Vi er lidt belastede, så vi kunne godt tænke os at finde ud af, om folk ved, hvornår de skal ringe 112, hvornår de skal bruge lægevagten eller hvornår de skal se tiden an, siger Casper Lunding Andersen.

Casper Lunding Andersen og Rezgar Palani spurgte fynboerne til deres viden om 112-opkald.
Casper Lunding Andersen og Rezgar Palani spurgte fynboerne til deres viden om 112-opkald.
Foto: Amanda Holmgaard Sørensen

Flere løsninger

Der er stor forskel på, hvor hurtigt ambulancerne kommer frem i de forskellige postnumre på Fyn. 

- Det er ikke acceptabelt, at man flere steder skal vente meget længe på ambulancen. For det er vigtigt. Og der er områder nu, hvor det ser skidt ud, og det er ikke godt nok, sagde Bente Gertz (S), der er formand for Præhospitaludvalget i Region Syddanmark, til TV 2 Fyn i marts.

Derfor har regionen igangsat et større arbejde med at klarlægge, hvad de kan lave af forbedringer. Her kan Casper Lunding Andersen og Rezgar Palanis arbejde måske været et input.

- Jeg tænker ikke, at nogen ringer 112 for at genere, men derfor kan det godt være, man ikke altid har brug for en ambulance. Så det vil være godt med beskrivelser af, hvornår man skal ringe 112, siger præhospital chef i Region Syddanmark, Gitte Jørgensen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et stort ansvar

Rikke Fucke er på gåtur med sin veninde Line i Munke Mose og bliver stoppet af de to ambulanceassistenter.

- Det er fint, man lige bliver spurgt. For det sætter jo gang i, at vi tænker lidt mere over det selv, fortæller Rikke Fucke.

Ifølge Casper Lunding Andersen, er der stor forskel på, hvor meget de fynboer, de har talt med i Munke Mose, ved om, hvornår de skal ringe 112.

- Jeg håber, folk får en oplevelse af, at der ikke er noget, der er rigtigt eller forkert. Men nogen gange skal man måske vente lidt og se tiden an. Jeg tror, mange er bange for at tage ansvaret, siger han.

Undersøgelsen er en del af Casper Lunding Andersen og Rezgar Palanis uddannelse til ambulancebehandlere.
Undersøgelsen er en del af Casper Lunding Andersen og Rezgar Palanis uddannelse til ambulancebehandlere.
Foto: Amanda Holmgaard Sørensen

Både Casper Lunding Andersen og Gitte Jørgensen understreger, at det er bedre at ringe en gang for meget end en gang for lidt.

- Der er situationer, hvor det er helt oplagt at ringe 112. Hvis det ikke er umiddelbart livstruende eller farligt, må man gerne tænke, om der kan være en anden løsning. Men når det er sagt, skal man passe på med at sige, at man ikke skal ringe 112, siger Gitte Jørgensen og tilføjer:

- Vi har et system, der gerne skulle sortere folk fra. Ansvaret ligger hos borgerne, og man skal ikke være ukritisk, men man ringer jo til vagtcentralen, der gerne skulle visitere det rigtige sted hen.

Der er flere og flere, der vælger at blive hjerteløbere og tage kursus i førstehjælp, hvilket også er med til at nedbringe responstider. Det hjalp blandt andet Henry Rosengård Jensen, da han sidste år fik livsreddende hjælp af en kollega.


Oversigt

    Oversigt