I dag forlod Shaliks kone Danmark

Shalik Ram Bhattarai kunne i dag tage imod sin kone og søn i Portugal. Hele den udviste Bhattarai-familie har nu forladt Danmark.

Med pakkede tasker drog Rita Bhattarai og sønnen Sean Bhattarai til Københavns Lufthavn tidligt i morges. Kl. 7.10 skulle de nemlig med et fly mod Portugal, fordi de er blevet udvist af Danmark. Da de kom frem til Portugal blev de modtaget af Shalik Bhattarai, der selv forlod Danmark den 8. januar.

Nu er den lille nepalesiske familie altså genforenet i Portugal, mens de arbejder på, at få lov til at vende tilbage til Danmark.

Nåede at færdiggøre uddannelsen

Shalik Bhattarai fik i starten af december 2015 et brev om, at han skulle forlade Danmark, fordi han i 2013 havde arbejdet for meget ved siden af sine studier. Han klagede over afgørelsen, og en overgang troede han og familien, at de kunne blive, mens sagen blev behandlet. Det viste sig dog at være en misforståelse fra advokatens side.

På daværende tidspunkt manglede Shalik Bhattarai stadig sin afsluttende eksamen i økonomi ved Syddansk Universitet. SDU gik dog med til at fremrykke hans eksamen, så han kunne blive færdiguddannet, inden han skulle forlade Danmark. Shalik Bhattarai fik 10 for sit speciale.

Anden udvist studerende vender tilbage til Danmark

Forleden fik en anden udvist studerende en glædelig nyhed. Den camerounske ingeniørstuderende, Marius Youbi, har fået lov til at vende tilbage til Danmark. Det skrev DR Midtvest.

Marius Youbis sag ligner Shalik Bhattarais, idet han som studerende havde arbejdet mere end de tilladte 15 timer om ugen og derfor blev udvist fra Danmark. Nu kan han dog vende tilbage til Danmark, fordi KK Wind Solutions i Ikast har valgt at ansætte ham som fuldtidsingeniør i stedet for som praktikant. 

 

 

Oversigt

    Oversigt