I koma efter uheld på Tåsinge

En nordmand er lagt i koma på Odense Universitetshospital efter et større trafikuheld ved campingplads på Tåsinge onsdag aften.

En bus fra selskabet Arriva kørte onsdag aften op bag i en personbil med fire nordmænd på Tåsinge.

Uheldet skete, da personbilen var bremset op for at svinge til venstre og ind på Tåsinge Camping. Men ved sammenstødet blev bilen puffet over i den modsatte side af vejen og ramte her en taxibus.

En af de fire nordmænd skulle skæres fri, og alle fire blev kørt til skadestuer i Svendborg og Odense til behandling.

Den ene nordmand, der var fastklemt, blev alvorligt kvæstet, men er uden for livsfare, oplyser vagtchef Jesper Feldt fra Fyns Politi til TV2/FYN.

Nordmanden er lagt i kunstig koma på OUH som følge af alvorlige læsioner i ansigtet, oplyser DR/FYN.

En passager fra bussen klagede over smerter i nakken.

Oversigt

    Oversigt