kopieret!
Cirka 20 ton.
Det er, hvad en nyopdaget, men meget gammel kæmpesten vejer.
Den røde sten ligger i Dalum Klosterhave, som indtil for nylig har været lukket for offentligheden. På den måde har den kunnet ligge uforstyrret og ubemærket nærmest midt inde i byen.
Opdagelsen har fået geolog hos GEUS Henrik Granat, der også driver siden kæmpesten.dk under GEUS, til at lægge vejen forbi Odense for med egne øjne at se og med målebånd at registrere, hvor stor stenen egentlig er.
Syv store
På det længste led er den 4,3 meter lang, og i omkredsen måler den 10,6 meter. Det betyder, at den opfylder kravene for at være en såkaldt ”kæmpesten” på kæmpesten.dk. Dem er der nu syv af på Fyn og omkring 150 af i hele Danmark.
- Hold kæft en flot rød sten, siger Henrik Granat, da han ser den.

Det var ægteparret Anita og Peder Pedersen, der så stenen og i første omgang blev overrasket over dens størrelse. Anita Pedersen tænkte også, at den var så stor, at der måske kunne være yderligere interesse for den.
Og det var der.
- Der går mellem et halvt og et helt år, i mellem at der dukker sådan en sten op. Og den her historie er ekstra sjov med en klosterhav,e og den har ligget gemt herinde. Så der er ikke nogen, der har opdaget den før, siger Henrik Granat.
Men hvad skal den hedde?
Danmarks største sten ligger også på Fyn. Ved Hesselager finder man Dammestenen, som vejer omkring 1.200 ton. Den er så stor, at Christian den 8. i 1845 fik dens nordøstlige side gravet fri for at finde ud af, om den var en del af grundfjeldet.
Den nyfundne sten ved Dalum Kloster skriver sig ind som den syvende største sten på Fyn. Men hvad den skal hedde, er endnu ikke besluttet. Du kan komme med dit bud her: