Ida er nu sygeplejerske i Norge: Vil ikke risikere sit psykiske helbred eller autorisation

Ida Vinten-Johansen arbejder som sygeplejerske i Norge. Hun mener, arbejdsvilkårerne i Danmark er så ringe, at hun ville risikere at lave fejl.

Ida Vinten-Johansen elsker at være sygeplejerske - men ikke i Danmark:

- Igennem flere år er vores arbejdsvilkår desværre blevet så ringe, at det er svært at honorere de opgaver, vi skal udføre i vores daglige virke som sygeplejersker. Det gør, at det er svært at være til i det arbejde, man har.

Derfor har hun opsagt sin stilling som sygeplejerske i Danmark og arbejder nu i stedet på Universitetshospitalet Nord-Norge i Tromsø.

- Jeg trængte til at blive glad sygeplejerske igen, og derfor er jeg i Norge nu, siger hun over en Skype-forbindelse til Tromsø.

quote - Der skal ske noget væsentligt, før jeg kommer tilbage til det danske sundhedsvæsen, siger sygeplejersken inden sin aftenvagt i Norge

Ida Vinten-Johansen, sygeplejerske

Fra tre til syv kolleger

Ida Vinten-Johansen har netop haft to ugers ferie hjemme i Danmark, hvor hendes familie bor, og hvor hun stadig har adresse. Mandag har hun sin første vagt efter ferien.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle passe mine patienter og til at se mine kolleger. Jeg glæder mig til det humør, der generelt er i afdelingen, og den måde vi løfter hinanden på, siger hun.

Sådan ville hun ikke have haft det i Danmark. Der var simpelthen for travlt, forklarer den nu i Norge arbejdende sygeplejerske.

- Jeg hørte lidt for ofte hørt mine patienter (i Danmark, red.) sige: "Du skal ikke tage hensyn til mig. Jeg kan godt se, at du har travlt", fortæller sygeplejersken om sine arbejdsdage i Danmark.

- Det blev utilfredsstillende, for egentlig burde det komme ud af min mund: "Du skal ikke tænke på noget, jeg skal drage omsorg om dig". Men det var ikke den vej, jeg altid følte, det gik.

Hun fortæller også, at hun mandag møder ind til en aftenvagt med syv-otte kolleger i Norge. På hendes tidligere arbejdsplads i Danmark ville der have været én anden sygeplejerske-kollega samt to assistenter - til samme antal patienter, siger hun.

Vil passe på sit helbred og sin autorisation

Ida Vinten-Johansen har taget sin sygeplejerskeuddannelse i Danmark - nu bruger hun den uddannelse til at hjælpe norske patienter.

- Jeg har jo ikke en forpligtigelse til at sætte mit eget psykiske helbred over styr, mit eget virke eller min autorisation for den sags skyld, i forhold til at arbejdsvilkårerne er så ringe, så jeg risikere at lave fejl, siger hun.

- Jeg føler, at der er nogle andre, der skal til at føle sig forpligtede til at ændre på vores (danske sygeplejersker, red.) vilkår, så vi kan være i dem

Om Ida Vinten-Johansen nogensinde kommer tilbage til et arbejdsliv i Danmark er uvist.

- Der skal ske noget væsentligt, før jeg kommer tilbage til det danske sundhedsvæsen, siger sygeplejersken inden sin aftenvagt i Norge.

Oversigt

    Oversigt