Igen-igen: DMI varsler om risiko for forhøjet vandstand og farligt vejr

DMI har for anden gang inden for en uge udsendt varsel om forhøjet vandstand på Fyn. Prognoserne ser ud til at kunne give problemer for Odense, Nordfyns og Kerteminde kommuner.

Knapt er de oversvømmede kældre og gulve i bygninger langs de fynske kyster blevet tørre efter oversvømmelserne på årets blot anden dag, før der nu igen skal lægges sandsække ud for at bekæmpe vandmasserne.

For natten til onsdag er der ifølge DMI risiko for farligt vejr og forhøjet vandstand på Nordfyn, på kysterne langs Odense Fjord og ud mod Kerteminde.

Ifølge prognosen forventes der en vandstand, som ligger op til halvanden meter over daglig vande.

Videre rundt langs den fynske østkyst, ned gennem Storebælt og helt ned til Faaborg advares der om risiko for voldsomt vejr. Varslet gælder også hele vejen rundt om såvel Langeland som Ærø.

DMI skriver i varslet, at borgerne i de berørte områder skal være forberedte på, at hård vind kombineret med forhøjet vandstand kan føre til lokale kystnære oversvømmelser og betydelig skade på klitter, diger, havne og bygninger.

Fynboerne rådes derfor til at undgå at rejse og opholde sig i de truede kystområder på den nordlige del af Fyn.

 

 

Middelfart også i risiko

Ifølge de seneste prognoser er det især Nordfyn, Odense Fjord og Storebælt, der kan forvente en vandstand på op til 140 cm over dagligt vande.

Men også i Middelfart er der allerede mandag eftermiddag begyndt forberedelserne til endnu en omgang højvande.

På nordkysten i Middelfart Kommune forventes den forhøjede vandstand at toppe natten til onsdag, hvor vandstanden ifølge DMI bliver op mod 127 centimeter over normalen.

Syd for Middelfart by forventes vandstanden at toppe onsdag morgen og formiddag med et maks på 97 centimeter over normalen.

 

 

Udleverer sandsække

Beredskab Fyn er allerede langt i forberedelserne for den kommende forhøjede vandstand, og de vil derfor tirsdag foretage udlevering af sandsække til borgerne til sikring af deres egne hjem.

Det vil i første omgang blive udlevering af sandsække til Nordfyns, Odense, Svendborg, Nyborg og Kerteminde kommuners borgere. Også i Middelfart er der sandsække at hente.

Der er ifølge Beredskab Fyn ikke på nuværende tidspunkt planer for udlægning af watertubes, men de understreger, at det kan ændre sig, hvis prognoserne forværres.

Der planlægges en forebyggende pumpeopgave i Nyborg, der ved oversvømmelserne den 2. januar var hårdt ramt.

Her udleveres sandsække

 
 
Foto: DMI.dk

Oversigt

    Oversigt