-
Forslag om at åbne mulighed for multikulturhus langs kanten af havnebassinet har ikke opbakning i Odense Kommunes Miljø- og Teknikforvaltning. Forvaltningen fastholder lokalplan, der udnytter området til rekreativt område.
Lokalplanen for området nærmest havnebassinet har nu været offentlig i otte uger, og der er kommet 27 indsigelser med tre hovedsynspunkter:
- Der bør laves en helhedsplan for havnen, inden den aktuelle lokalplan vedtages
- I helhedsplanen bør der reserveres plads til et multikulturhus
- Der bør indpasses boliger i området
Forvaltning siger nej
Forslaget om multikulturhuset kommer bl.a. fra foreningen \"Multikulturhusets Venner\", som gerne vil have huset placeret helt ud til havnebassinet, som omfattes af denne lokalplan.
Men Miljø- og Teknikforvaltningen anbefaler politikerne, at multikulturhuset skal holdes udenfor denne lokalplan. Holdningen er, at der er nok af andre steder, hvor et multikulturhus kan opføres i samspil mellem vand og bygning.
Det fremgår af forvaltningens indstilling til Miljø- og Teknikudvalgets møde tirsdag d. 28. maj.
Nok helhedsplan, men ikke boliger
I indstillingen peger forvaltningen på, at der allerede er lagt op til en udbygningsplan for hele havneområdet.
Med hensyn til kravet om, at der indpasses boliger i området, oplyser forvaltningen, at Odense Kommune har det samme ønske; men at de gældende miljøregler hidtil har forhindret det.
Der er dog en opblødning af reglerne på vej i et samarbejde mellem Odense Kommune, Fyns Amt, Miljøministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet.