Indbrud og påsatte brande: Teenagere erkender

En 18-årig mand fra Svendborg og en 15-årig pige fra Odense er blevet sigtet for en stribe indbrud og påsatte brande i Svendborg. De har begge erkendt sig skyldige.

Igennem de seneste dage har Svendborg været plaget af indbrud og påsatte brande.

Natten til onsdag blev to teenagere så anholdt, da de havde forsøgt at bryde ind i et hus på Mølmarksvej og havde en benzindunk med. Dagen forinden havde der været indbrud i en villa på Krøyersvej, hvor der var sat ild til møblerne. Desuden var et kolonihavehus brændt ned i samme område.

Fremgangsmåden mindede om hinanden, og Henrik Justesen fra Afdeling for Personfarlig Kriminalitet sagde til TV 2/Fyn tirsdag, at det gjorde, at man koblede sagerne sammen - og man derfor havde en mistanke om, at det kunne være de samme gerningsmænd, der stod bag.

De to teenagere blev fremstillet i et grundlovsforhør onsdag i Svendborg, hvor de er blevet sigtet for otte forhold fra tyveri til brandstiftelse. Ifølge fyens.dk har de begge erkendt sig skyldige i det meste.

Anklageren fik dørene lukket af hensyn til den videre efterforskning og fordi man ikke kan udelukke flere gerningsmænd.

Ifølge Henrik Justesen kender politiet til den 18-årige, men det er kun i småtingsafdelingen.

Oversigt

    Oversigt