Indbrudstyv taget to gange på to dage

En 34-årig mand blev natten til torsdag anholdt efter et indbrud i restaurant i Svendborg. Den samme mand blev natten til onsdag taget under indbrud hos et ungt par.

Kl. 4 i nat lød alarmen hos Restaurant Ørkild i Ørkildsgade 31 i Svendborg. En rude på 35 x 35 centimeter var knust, og det satte visse begrænsninger for, hvem der kunne være kommet ind igennem det.

- Vi kender jo vores lus på gangen, så en patrulje tjekkede op på en gammel kending, og der var gevinst, fortæller vagtchef Jesper Fält fra Fyns Politi.

Det viste sig at være den samme 34-årig mand, der natten til onsdag blev taget under indbrud hos et ungt par.

Fangede selv tyven

Natten til onsdag hørte et ungt par i Møllersgade i Svendborg støj i huset.

Det viste sig, at være en mand, der var ved at lave indbrud i deres bolig.

Det lykkedes det unge par at overmande og tilbageholde den 34-årig indbrudstyv, og kl. 3.08 fik de tilkaldt politiet.

Fængsles måske i dag

Den 34-årige er en gammel kending hos lokalpolitiet i Svendborg, og de har en liste med 9 andre indbrud, som de gerne vil tale med ham om.

Samtidig er den 34-årige også udeblevet fra en fogedretsag, men alligevel blev han sat på fri fod senere onsdag.

Men i dag torsdag vil Fyns politi så igen forsøge at få ham varetægtsfængslet.

Oversigt

    Oversigt