Indefrosne penge tør op: De fleste vil hæve feriepenge til forbrug

Handlende ser frem til et dejligt efterår. Seks ud af ti fynboer vil hæve de indefrosne feriepenge og bruge dem på hus, møbler og restaurantbesøg.

Der er gået nationalsport i at få sine indefrosne feriepenge ud af statskassen.

Seks ud af ti fynboer vælger at få pengene i hånden her og nu for at bruge dem, og det glæder ikke mindst bilforhandlere, restaurationer og møbelbutikker på Fyn.

Både hos N. Kjærs Bilcenter og møbelbutikken Sciang Living i Svendborg har mange kunder taget glæderne på forskud og forelsket sig i en ny bil eller designermøbler.

- I løbet af året har vi registreret, at folk ikke har kunnet komme ud at rejse. Derfor har de handlet lokalt, og vi kan allerede mærke, at nogle har taget forskud på glæderne, siger Henrik Aarslev hos Schiang Living i Svendborg.

Også Hans-Christian Kjær forventer, at der kommer travlhed i bilforretningen.

- Vi forventer øget handel, og at man vil bruge en del af pengene på en ny bil eller i hvert fald til udbetalingen. Og vi har masser af tilbud i alle prisklasser, skynder han sig at tilføje.

Ringe i vandet

Netop de lokale butikker kan komme til at nyde godt af de 60 milliarder kroner, der nu kan komme i spil, hvis alle hæver de tre ugers indefrosne feriepenge.

- I bedste fald får vi gang i den såkaldte multiplikatoreffekt. Det vil sige, at 1000 kroner brugt i møbelforretningen giver møbelhandleren 700 kroner i hånden, når han har betalt sine omkostninger, som han kan bruge i en anden butik, som så har 500 kroner, som kan bruges et tredje sted. På den måde skabes, der beskæftigelse og en værdi, der langt overstiger de oprindelige tusind kroner, siger Petter Blondeau, direktør i Fynske Bank.

- Det er som ringe i vandet i modsætning til, hvis man bruger alle pengene på at handle kinesiske varer på internettet, siger den sydfynske bankdirektør.

Og opfordringen fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard lyder da også på at få pengene brugt og ud at arbejde.

Det vil borgerne i Region Syddanmark bruge pengene på

Ifølge forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen, er det formentlig flere end blot seks ud af ti, der vil hæve pengene og bruge dem.

- Kun 15 procent har sagt decideret nej. Jeg tror, at mange af de usikre vil hæve dem, når de ser, at pengene står på kontoen, siger hun.

Forsøde tilværelsen

Hun forventer dog også, at nogle få vil bruge pengene til at betale af på gæld eller investere dem.

- Men mange vil bruge dem til at forsøde tilværelsen, spise ude, hyre en håndværker eller købe møbler, siger Ann Lehmann Erichsen.

Der er to måneder til at beslutte sig, og Nordea-økonomen anbefaler tvivlerne at tage en snak med bankrådgiveren.

Pengene bliver i øvrigt ikke modregnet, hvis man modtager offentlig støtte til børnehave eller lignende.

Oversigt

    Oversigt