Inden fornyelse for milliarder: Det kan Vollsmose lære af Gellerupparken

Vollsmose skal omdannes, og det samme skulle Gellerupparken for 10 år siden. Det kræver tålmodighed og tillid til visionen, siger en af mændene bag Gellerup-projektet.

- Her hvor vi går nu, var der seks boligblokke, som blev fjernet for at gøre plads til noget andet, siger Keld Laursen, der er direktør i Brabrand Boligforening.

Han er en af de personer, der har stået i spidsen for den igangværende omdannelse af Gellerupparken i Aarhus.

En omdannelse som Odense måske kan lære noget af, når bydelen Vollsmose skal nytænkes for at ændre beboersammensætningen.

Odense Kommune vil sammen med en håndfuld tætte partnere lave en milliarddyr renovering af Vollsmose, og når plantegningerne for det nye Vollsmose skal tegnes, kan der være grund til at kigge mod Aarhus.

quote De skal være tålmodige. Så skal de have en vision og turde at holde fast i den vision

Keld Laursen, direktør i Brabrand Boligforening

- Jeg synes, at den fysiske forandring i Gellerupparken, er gået over alt forventning, siger Keld Laursen.

En klat maling er ikke nok

En af grundene til, at Gellerupparken skulle omdannes, var, at man ville bryde mig de sociale problemer, der herskede i Gellerupparken.

- Vi er på vej, men vi er ikke i mål, siger Keld Laursen og fortsætter:

- Vi lavede et nyt vejsystem. En ny infrastruktur, der åbnede Gellerup op. Vi lavede attraktioner i form af en stor flot park, der blev bygget nye beboerhuse, og så blev der også tilført arbejdspladser. Det var nogle af de hovedtræk, som vi startede med tilbage i 2010, siger Keld Laursen.

Det må ikke være utrygt

I en undersøgelse, der netop dykker ned i problematikken med udsatte boligområder, viser, at der er dokumentation for, at bestemte typer af fysiske forandringer i et boligområde kan medføre sociale effekter. Dog med det forbehold, at det sker i sammenspil med sociale indsater i området.

- De her forandring er med til at skabe en tro på, at dem som bor her tror på, at deres område ikke er utrygt og udsat. Men fysiske forandringer kan aldrig stå alene. De skal gå hånd i hånd med sociale indsatser.

Hvis Odense vælger at lade sig inspirere af erfaringerne fra Gellerupparken, vil Keld Laursen med glæde dele ud.

- De skal være tålmodige. Så skal de have en vision og turde at holde fast i den vision, siger Keld Laursen.

Oversigt

    Oversigt