Indsat stikker medfange i øjet med en saks

En 21-årig indsat mand er indlagt på Odense Universitetshospital, efter at han mandag aften blev overfaldet med en saks i Renbæk Statsfængsel i Sønderjylland.

Et sammenstød mellem to indsatte i det åbne statsfængsel i Renbæk i Sønderjylland endte mandag aften med, at den ene stak en saks i øjet på den anden.

Det 21-årige offer er blevet bragt til Odense Universitetshospital.

- Han skal opereres, men vi ved ikke, hvor alvorligt han er kommet til skade, siger vagtchef Ole Aamann fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

Overfaldet skete ved fængslets købmand, men hvad der gik forud, kan politiet endnu ikke sige.

- Ingen af dem er specielt åbenmundede, og der er heller ingen vidner, der rigtig har set noget, forklarer vagtchefen, der afviser, at der kan være tale om et bandeopgør.

Politiet har dog sikret sig noget videoovervågning og håber ad den vej at blive klogere på, hvad der førte til sammenstødet.

Den 18-årige, som ifølge politiet stak med saksen, er blevet sigtet for grov vold.

Oversigt

    Oversigt