Infektioner med kødædende bakterier mangedoblet: Flere kan ende på operationsbordet, lyder advarsel

Antallet af streptokok-infektioner er meget højere i år end tidligere. Det betyder også, at flere bliver alvorligt syge og rammes af den kødædende bakterie.

I yderste konsekvens får patienter fjernet alt deres hud og bindevæv og nogle gange muskler og ben for at prøve at stoppe infektionen af streptokok-bakterien.

Men selvom det er yderst sjældent, at det kommer dertil, så får en eksplosiv stigning i antallet af streptokok-infektioner nu OUH-læge til at råbe vagt i gevær.

På OUH har Klinisk Mikrobiologisk Afdeling nemlig registreret en femdobling i streptokok-infektioner i forhold til det normale niveau for årstiden.

- Normalt har vi 20 prøver om ugen med Gruppe A-streptokokker på denne årstid. Nu har vi cirka 100 om ugen, siger afdelingslæge Thomas Vognbjerg Sydenham.

Og det er på trods af, at afdelingen ikke får flere prøver til analysering end normalt.

Antallet af streptokoktilfælde er eksploderet sammenlignet med 2022. Graf: Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, OUH
Antallet af streptokoktilfælde er eksploderet sammenlignet med 2022. Graf: Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, OUH

For de fleste er en infektion ganske harmløs og giver måske en øm hals i form af halsbetændelse, feber, hævet mandler og hovedpine, men for enkelte kan det altså udvikle sig til mere seriøs kødædende sygdom.

Derfor minder afdelingslæge Thomas Vognbjerg Sydenham nu om, at det er vigtigt at være opmærksom, selvom man måske selv kan klare infektionen uden penicillin. 

Særligt af hensyn til de mest sårbare

De alvorlige og farlige infektioner stiger nemlig med den generelle smitte i samfundet.

-  I sidste ende ender man jo med, at der er nogen, der er smittet, som er særligt sårbare, som kan blive rigtig syge af den her bakterie, siger afdelingslægen, der også er formand for Dansk Selskab for Klinisk Mikrobiologi.

De fleste alvorlige tilfælde er ifølge Statens Serum Institut set hos ældre personer over 65 år, men der er også et mindre antal alvorlige tilfælde påvist blandt børn under 5 år.

Husk håndhygiejne

Man skal derfor tage det alvorligt, hvis man har meget ondt i halsen eller har hævet og grødet stemme.

- Hvis man er syg, skal man prøve at undgå at bringe smitten videre. Det er ligesom influenza og corona. Især håndhygiejnen derhjemme er vigtig.

- Og har man børn, der har symptomerne på streptokok-infektion, så skal man ikke sende dem til for eksempel gymnastik, men holde dem hjemme, siger Thomas Vognbjerg Sydenham.

Her ses streptokok-bakterien tydligt i en af OUHs prøver.
Her ses streptokok-bakterien tydligt i en af OUHs prøver.
Foto: Thomas Vognbjerg Sydenham

Faktisk lyder anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen, at børn først må sendes i institution efter to døgn med penicillin-behandling, når de har en streptokok-infektion, forklarer lægen.

I et forsøg på at stoppe den accelererede smitte og beskytte dem i risikogrupperne, har de praktiserende læger i England sænket grænsen for, hvornår man giver penicillin mod ondt i halsen, fortæller Thomas Vognbjerg Sydenham. 

Lignende tiltag er dog ikke taget herhjemme endnu.

Streptokok-bakterien er meget smitsom, og smitter ved tæt kontakt. Smitten er dråbebåren og altså ikke luftbåren.

Årsag ukendt

Hvorfor udbruddet af A-streptokokker er ekstra voldsomt i år, er der ingen der med sikkerhed ved.

Thomas Vognbjerg Sydenham, der underviser de kommende læger på medicinstudiet i Odense om streptokokker, har dog flere bud.

- Nogle har en teori om, at det kan være, fordi vores immunforsvar er blevet dårligere til at genkende streptokokker, da vi i to år ikke har været udsat for så mange bakterier under corona.

En anden forklaring kan være, at det er en ny type streptokokker, der vinder frem, der måske gør folk mere syge eller smitter mere.

- Det er vi i gang med at undersøge i laboratorier i Europa og resten af verdenen.

Fredag udsendte Statens Serum Institut en pressemeddelelse om, at der ses en aktuel national stigning i tilfælde af gruppe A-streptokokker. Her ses det også, at de aktuelle tal er betydeligt højere end i 2018 før corona.

Oversigt

    Oversigt