Ingen fynske vintertomater: Her er to positive effekter

Det er nødvendigvis ikke en dårlig ting, at fynske gartnerier dropper dyrkning af agurk og tomater i vintermånederne.

Fynboerne skal ikke nødvendigvis begræde, at de danske tomat- og agurkproducenter lukker ned for vinterdyrkningen på grund af for høje energipriser.

Det er nemlig slet ikke sikkert, at det er noget, som den almindelig forbruger kommer til at kunne mærke, lyder det nu fra Forbrugerrådet Tænk

- En stor del af de tomater, vi normalt ser i handlen i løbet af vintermånederne, de kommer fra Sydeuropa, hvor der dyrkes på friland, og der derfor ikke er brug for drivhuse og energi på samme måde som her i Danmark, siger Stine Vuholm, fødevarepolitisk medarbejder hos Forbrugerrådet Tænk.

Af samme årsag kan det faktisk også være positivt, at du højst sandsynligt ikke kommer til at kunne finde danskproduceret tomater og agurker i din lokale frugt- og grøntafdelingen denne vinter.

Positive effekter

- En af de positive afledte effekter er, at det kræver mindre klimabelastning at dyrke på friland end inde i drivhuse, siger Stine Vuholm og tilføjer:

- Den udenlandske tomat er derfor ikke nødvendigvis et dårligere valg.

Men ikke nok med, at de udenlandske tomater i vintermånederne kan være godt for klimaregnskabet, så peger Forbrugerrådet Tænk også på en anden fordel.

Nemlig at stop for dansk produktion af vinteragurker og -tomater kan gøre de danske forbrugere bedre til at spise i sæson.

- Det er måske med til at skabe noget forbrugerbevidsthed om, at frugt og grønt ikke nødvendigvis er i sæson hele året, siger Stine Vuholm. 

Det betyder dog ikke, at fynboerne skal undvære grønt i de mørke måneder.

- Der er rigtig mange gode grøntsager, der kan dyrkes i Danmark i løbet af vintermånederne. Blandt andet kål og rodfrugter.

Det er første gang i 15 år, at Danmarks største tomatproducent, fynske Nordic Greens - tidligere Alfred Pedersen & Søn - ikke sender danske tomater i handlen i vintermånederne.






Oversigt

    Oversigt