Ingen narko ved kageransagning

En sikret afdeling i Nyborg Statsfængslet er blevet ransaget uden gevinst, efter at fire ansatte blev bespist med de indsattes giftige hjemmebag.

Politiet fandt ingen narko eller gift, da det ransagede den afdeling i Nyborg Statsfængsel, hvor fire fængselsbetjente blev forgiftet i går.

Det oplyser politikommissær Niels Christian Larsen fra Lokalpolitiet i Nyborg til Ritzau.

- Vi har ransaget afdelingen, men ikke fundet noget. Og så har vi foretaget en hel del afhøringer af de indsatte og de ansatte, siger Niels Christian Larsen.

De fire fængselsbetjente fik et ildebefindende efter at have fortæret en chokoladekage, som de indsatte havde bagt til dem, fordi de ville være venlige.

Betjentene fik mavesmerter og faretruende høj puls efter at have spist kagen kort efter middagstid i går. De blev indlagt, men er udskrevet igen, og ifølge vicefængselsinspektør Una Jensen har de det godt alle fire.

Politiet venter først at kunne sige mere om, hvad kagen var forgiftet med, i næste uge.

/Ritzau/

Oversigt

    Oversigt