Ingen penge til frostsprængte veje

De fynske veje er hullede og ødelagt af vintervejret. Men kommunerne har ikke råd til at gøre noget ved det.

Igen i år har Kong Vinter været hård ved de fynske veje. Mange steder er vejbelægningen ødelagt.

 

- Vejene bliver dårligere år for år med de budgetter, vi har nu, siger Uffe Høybye, der er teknik- og vejchef i Middelfart Kommune.

 

Kombinationen af frost, tøvejr og så igen frost betyder, at vandet siver ned i vejene og ødelægger asfalten, når det fryser igen.

 

Det mærker bilisterne, der til dagligt færdes på vejene i Middelfart.

 

- Jeg synes ikke, de er særlig gode. Det synes jeg ikke. De bliver ikke ordnet sådan lige med det samme rundt omkring, siger Bjarn Nielsen fra Nørre Aaby.

 

Det er Charlotte Jensen fra Roerslev enig i.

 

- Der er alt for mange huller. Jeg kører ude ad på landet, og der er rigtig mange huller, siger hun.

 

TV 2/FYN har tirsdag været i kontakt med samtlige kommuner på Fyn, der alle melder om frostsprængte og ødelagte veje.

 

Kun tre kommuner - Langeland, Middelfart og Assens - har fået flere penge til at gøre noget ved problemet i forhold til sidste år. I resten af kommunerne er beløbet til reparationer uændret eller mindre.

 

- Jeg synes, det er et bedrøveligt syn at køre rundt. Der er mange huller, så vejene er ikke så kønne, som vi gerne vil have dem, siger Uffe Høybye fra Middelfart Kommune.

Standarden på vejene i Middelfart er blevet forringet støt og roligt siden kommunesammenlægningen i 2007. Nu mangler der adskillige millioner, hvis kvaliteten skal tilbage til det, den var før kommunalreformen.

 

- Så er tallet 47 millioner for at vejene havde været i samme stand, som ved kommunesammenlægningen, siger Uffe Høybye.

Formanden for teknikudvalget i Middelfart Kommune er heller ikke tilfreds med kommunens indsats på vejområdet.

- Nej, det må jeg ærligt indrømme, det er jeg ikke. Jeg mener, det efterhånden er under al kritik, og det er vi jo delvist selv skyld i, ved at vi ikke har afsat de midler, der skulle afsættes på budgettet, siger Niels Bebe (V).

Oversigt

    Oversigt