I det fynske folks tjeneste

Interessen for at bygge eget sommerhus er fortsat rekordstor

Fra maj til september i år i forhold til sidste år, er salget af sommerhusgrunde mere end fordoblet i Region Syddanmark, oplyser Boligsiden.

Den store interesse for at bygge eget sommerhus kan hænge sammen med, at i takt med at udbuddet af færdige sommerhuse er faldet, så er køberne begyndt at tænke alternativt. Foto: Ole Holbech

Danskerne har for alvor fået øjnene op for at bygge eget sommerhus.

I august og september har salget af sommerhusgrunde været det højeste, i de ti år Boligsiden har ført statistik med området.

Boligsiden er ejet af ejendomsmæglerne og får igennem dem informationer om udviklingen på boligmarkedet.

Læs også Skal du købe bolig? Der kan være store penge at spare i nabokommunen

Ifølge Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden, registrerede man allerede tidligere i år en stor stigning i salget af sommerhusgrunde.

Dengang skete det til stor overraskelse for hende og kollegerne.

- Vi koblede det hurtigt sammen med det høje sommerhussalg og et generelt fald i udbuddet.

- Nu ser vi så, at salget af sommerhusgrunde er fortsat med at stige i sensommeren.

- Det kan ikke længere overraske os, men det er fortsat en bemærkelsesværdig udvikling, siger Birgit Daetz i en pressemeddelelse.

I august og september er der henholdsvis solgt 140 og 130 sommerhusgrunde. Dermed er der siden maj blevet solgt i alt 627 grunde.

De 627 solgte grunde er en stigning på 88 procent i forhold til de samme fem måneder sidste år.

Derudover er det lige så mange, som der blev solgt i hele 2018.

Den store interesse for at bygge eget sommerhus kan ifølge Birgit Daetz hænge sammen med, at i takt med at udbuddet af færdige sommerhuse er faldet, så er køberne begyndt at tænke alternativt.

- Flere køber helårshuse og bruger sommerhuse ved hjælp af flexboligordningen.

- Vi har også set, at nogle købere slækker på deres krav til beliggenhed, og det har styrket salget i nogle af de sommerhusområder, vi ikke så tit hører om.

Læs også Voldsom trafik ved testcenter: - Det er eksploderet helt vildt

- Og så ser vi altså et sandt boom i antallet af købere, der vil bygge sommerhus selv, siger Birgit Daetz.

Geografisk set har alle fem regioner oplevet en stigning i antallet af solgte sommerhusgrunde.

Ses der på udviklingen fra maj til september i år i forhold til sidste år, er salget mere end fordoblet i tre ud af fem regioner.

Det drejer sig om Region Syddanmark, Region Nordjylland og Region Sjælland.

00:52 Luk video