Internater frygter for hunde anskaffet under coronapandemien

De fynske dyreinternater frygter, at flere vil returnere de hunde, de har hentet under coronanedlukningen, fordi de vender tilbage til arbejde.

Mange fynske hjem har under coronanedlukningerne tilføjet små, pelsede venner til familien, når der har været bedre tid på hjemmekontoret. 

Men nu frygter dyreinternaterne, at coronahundene bliver returneret, når fynboerne så småt vender tilbage til arbejdspladsen igen.

 - Det kan bekymre os, om de her mennesker, der har været ude og anskaffe sig en hund, på den lange bane ikke har tid og overskud til at have den, siger Lene Frahm, der er internatsleder i Fyns Internat.

Alma til Sydfyn

Torsdag blev grand danois-hunden Alma hentet af sin nye familie. Det pensionerede ægtepar Jens og Helle fra Sydfyn havde læst om Alma i en annonce.

- Vi havde ellers bestemt os for ikke at skulle have hund igen, men vi kunne ikke stå for hende. Nu bor hun her, og det, tror jeg, er godt, siger Jens, mens Alma tuller rundt om ham i haven.

Jens og Alma

Danmarks informationsside for hundeejere, købhund.dk, melder, at forespørgsler på hunde er firedoblet under corona. 

- Folk har været hjemsendt og har oplevet mere tid derhjemme. Så har der måske været mere overskud til at åbne hjemmet for kæledyr, siger Lene Frahm.

Og hos Jens og Helle er der også kun glæde tilovers for det nye familiemedlem.

- Hun er allerede ved at blive vores bedste ven. Hun sov ved siden af sengen i nat, så det er vi ikke i tvivl om, siger Jens.

Jens og Alma er allerede blevet gode venner.
Jens og Alma er allerede blevet gode venner.
Foto: Alexander Aagaard

Kommer bag på folk

Desværre er det ikke alle hunde som Alma, der kommer til et nyt, permanent hjem. Flere bliver omplaceret fra en ejer til en anden, men ender så igen på internatet. Og hos Fyns Internat oplever de for tiden, at corona har haft en stor indflydelse.

- For dem, som står som nybagte kæledyrsejere, kan det komme bag på dem, at det kan være svært at få tingene til at hænge sammen, når man igen skal på arbejde, passe fritidsaktiviteter, i biografen, se venner og så videre, siger Lene Frahm.

Men for Jens og Helle er der ingen fare for, at femårige Alma skal returneres til internatet igen.

- Vi skal ingen steder, for vi er pensionister. Så her er det ikke et problem. Vi er meget priviligerede, at vi har al den tid, smiler han.

Oversigt

    Oversigt