Internationalt anerkendt fotograf bliver leder på TV 2 Fyn

TV 2 Fyn har ansat Jonathan Malat som ny ledende fotograf. Han er tre gange blevet kåret som årets tv-fotograf i USA.

Det er en international kapacitet, der i fremtiden skal drive TV 2 Fyns høje ambitioner for de visuelle produktioner. Det er er således lykkedes at hyre 50-årige Jonathan Malat til jobbet som ledende fotograf. 

Jonathan Malat kommer fra en stilling som cheffotograf på TV 2 Nyhederne. Hertil blev han i 2015 headhuntet til Danmark fra Minneapolis, hvor han var prisvindende og ledende fotograf på den regionale tv-station KARE-TV. 

Jonathan er kåret som årets tv-fotograf i USA tre gange. Han har vundet 96 Emmy-priser. Og så har han vundet en Sprague Award i 2015, hvilket i USA er den højeste ære inden for fotojournalistik. Prisen bliver tildelt en arbejdende fotojournalist, som fremmer, løfter eller opnår usædvanlig anerkendelse til fotograffaget gennem opførsel, initiativ, lederskab, evner og hengivenhed til sagen. 

Erfaring med undervisning

Jonathan Malat har allerede undervist flere af TV 2 Fyns journalister og fotografer. Han har faktisk igennem 20 år undervist tusinder af fotografer og journalister fra hele verdenen i storytelling. Heriblandt rigtig mange fra Danmark, som han altid har haft en særlig forbindelse til. 

Den forbindelse er i dag blevet styrket og er blevet tilsat et stort skvæt Fyn. I dag bor Jonathan nemlig i Odense med fynske Camilla, der også er journalist. Sammen har de Anna-Helena på ni måneder. Men Jonathan har også den 24 årige datter Madeline bosat i USA. Hun er grafisk designer. 

Vil gøre Fyn stærkere

- Jeg bor, nyder livet og hygger mig på Fyn. Min kæreste, svigerforældre og yngste datter er fynboer. For få år siden hjalp lægerne og sygeplejerskerne på OUH mig med at vinde kampen mod kræft. Så som fotograf og storyteller er der ingen større ære end at være med til at fortælle historierne fra det lokalsamfund, som allerede har givet mig så meget. Som danskere og fynboer allerede ved, er TV 2 Fyn en af de stærkeste regionale stationer i Danmark. TV 2 Fyns medarbejdere og ledere har et ønske om - sammen med fynboerne - at gøre det lokalsamfund, vi deler, endnu stærkere. Det er en ære, at jeg er blevet udvalgt til at være en del af det hold. Sammen gør vi Fyn bedre, siger Jonathan Malat.

TV 2 Fyn har kæmpe forventninger til samarbejdet med Jonathan Malat. Dem deler han selv og har en ambition om sammen med fotograferne, videojournalisterne og reporterne at løfte os til et nyt visuelt niveau de kommende år. Både på tv og digitalt. 

- Vi har et stærkt ønske om at løfte vores visuelle kvalitet. Youtube og Netflix viser i de her år vejen for nye standarder og muligheder inden for levende billeder, og her er det vigtigt, at vi er med. Fynboerne har aldrig set mere video, end de gør nu. De er blevet mere kræsne, og de skifter væk på alle skærme, når de ikke møder kvalitet. Derfor skal vi løfte os, og vi skal kendes for at være et mediehus, der leverer højeste, visuelle kvalitet, der kan understøtte formidlingen af vores journalistiske historier. Både på digitale platforme og på tv, siger redaktionschef på TV 2 Fyn Lasse Hørbye.

Oversigt

    Oversigt