Internetspil udhuler tilskud til ludomaner

Internationale spiludbydere bør tillades i Danmark for at sikre flere afgifter til hjælp for ludomaner, mener behandlingscenter.

Spillegale danskere slipper i stort omfang den enarmede for kaste sig over de mange spil og lotterier på internettet. Det undergraver økonomien i landets behandlingscentre for ludomani, fordi behandlingscentrene får finansieret deres drift af en fast procentandel af statsafgifterne på spilleautomater. Så nu må Center for Ludomani fyre ansatte og drosle ned på hjælpen til ludomaner på grund af pengemangel.

- Udviklingen er så hurtigt, at det nu haster med en lovændring allerede i år, så behandlingscentrene sikres en bedre økonomi, siger centerlederen, Michael Bay Jørsel, til Ritzau.

Med hovedsæde i Odense har Center for Ludomani behandlingscentre i Århus og København med i alt 14 medarbejdere. I Århus fyres de to medarbejder nu på grund af pengemangel, så kontoret kun bliver betjent en gang om ugen. I Jylland er der så til hjælp for ludomaner kun Dansk Misbrugsbehandling tilbage med kontorer i Århus og Aalborg. Mens flere og flere spillegale foretrækker internettet frem for spilleautomaterne, har den såkaldte automatafgift stået i stampe med årligt 14 millioner kroner, alt imens lønudgifterne er steget. Og fremover vil flere og flere foretrække internettet, så der bliver stadig færre penge til behandlingen af ludomaner, venter Michael Bay Jørsel.

Han foreslår, at Folketinget bryder Dansk Spils monopol herhjemme og lader de meste seriøse internationale spiludbydere nedsætte sig i Danmark, så staten kan pålægge dem en afgift og lade nogle af pengene gå videre til både behandling af ludomani og til forebyggelse med oplysningskampagner og lignende, som der ikke gives støtte til herhjemme. I dag har staten ikke lovhjemmel til at pålægge afgifter på de indtægter, som spiludbydere med kontorer i udlandet har på internettet.

Oversigt

    Oversigt