Intet fyrværkerisalg uden brillesalg

Butikker må kun have lov til at sælge fyrværkeri, hvis de også tilbyder salg af beskyttelsesbriller. Sådan lyder et forslag fra en fynsk overlæge, der får opbakning fra politikere på Christiansborg, som vil have justitsministeren til at ændre lovgivningen.

Som loven er i dag, kan butikker og forhandlere sælge fyrværkeri, selvom der ikke er beskyttelsesbriller i sortimentet at tilbyde kunderne.

- De, der sælger fyrværkeri, skal på én eller anden måde tvinges til, at de til enhver tid skal have beskyttelsesbriller til salg. Det vil være rigtigt godt, siger overlæge Jens Lauritsen, der forsker i fyrværkeriulykker hos Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital.

Jens Lauritsen foreslår, at salget skal indstilles så længe, at en butik er løbet tør for beskyttelsesbriller.

Formanden for Folketingets retsudvalg, Anne Baastrup (SF), bakker op om forslaget og vil nu bede justitsministeren om at forholde sig til det.

- Jeg synes, at det er godt med alle gode idéer til at bekæmpe øjeulykker i forbindelse med nytårsfyrværkeri, siger hun.

Enhedslistens Pernille Skipper har stillet Justitsministeren et paragraf 20-spørgsmål om forslaget.

- Jeg håber, at justitsministeren er positiv overfor forslaget, så vi kan komme i gang med at indføre en ny lovgivning, siger hun.

Ofre bruger ikke briller

En undersøgelse fra Ulykkes Analyse Gruppen blandt en lang række af de danske fyrværkeri-ofre fra sidste nytår viser, at 56 procent af dem ikke brugte beskyttelsesbriller.

Samtidig forklarede flere af dem, at den butik, de købte fyrværkeri i, havde udsolgt af beskyttelsesbriller.

- Jeg synes, det er en rigtig god idé, at der er krav om, at hvis man sælger noget, der er så farligt, skal der også være beskyttelsesbriller, siger Pernille Skipper.

De Konservatives folketingsmedlem, Mai Henriksen, mener dog ikke, at forslaget gavner i praksis.

- Det får jo ikke folk til at tage brillerne på derhjemme. Der skal i stedet en holdningsændring til. Vi kan ikke lovgive os til, at folk tager de her briller på. Og derfor vil sådan en lov ikke have nogen som helst betydning overhovedet, forklarer hun.

Oversigt

    Oversigt