Ishockey: Tophold henter back hjem fra Sverige

Martin Larsen vender tilbage til Odense Bulldogs, blot et halvt år efter at han forlod Metal Ligaens tophold.

Ishockeyklubben Odense Bulldogs har hentet forstærkning til kampene i Metal Ligaen.

Topholdet henter backen Martin Larsen hjem, efter at han siden sidste sommer har optrådt for Visby/Roma i Sverige.

- Martin bliver en god forstærkning, både for denne, men også næste sæson. Jeg trænede ham, da jeg stod i spidsen for U20-landsholdet, og jeg så et stort potentiale i Martin allerede dengang.

- Han har en god størrelse, skyder hårdt og bevæger sig godt. Han kan give os endnu et fysisk element ude på isen, og han vil tilføje endnu mere bredde på vores backside.

- Jeg ser frem til at coache ham og hjælpe ham til at indfri sit potentiale, siger Odense Bulldogs' cheftræner, Brad Gratton, til klubbens hjemmeside.

20-årige Martin Larsen har skrevet kontrakt med den fynske klub til og med afslutningen på næste sæson.

Martin Larsen har spillet 152 kampe for Odense, som håber at have fået tilladelse til at bruge ham i tirsdagens kamp mod Unibet Stars Gentofte.

Odense Bulldogs fører Metal Ligaen med 60 point for 28 kampe.

Oversigt

    Oversigt