Israels ambassade forstår frustrationer

Skudepisoden i Odense nytårsdag var forventelig, men bekymrende, lyder det fra Den israelske ambassade i Danmark.

Israels ambassade i Danmark ser onsdagens skudepisode i Rosengårdcentret i Odense som et udslag af frustrationer hos en lille gruppe palæstinensere, der er villige til at bruge vold i protest mod Israels fremfærd i Gaza.

- Vi blev i første omgang meget overraskede, siger ambassaderåd Dan Oryan om episoden, hvor to israelske sælgere blev skudt på, formentligt af en 27-årig mand med palæstinensiske rødder.

- Men da vi tænkte nærmere over det, stod det klart for os, at der er et mindretal i den store gruppe palæstinensere i Danmark, som har et anderledes værdigrundlag, og som helt sikkert er klar til at anvende vold. Derfor var episoden forventelig, siger ambassaderåden.

- Vi forstår frustrationerne over den israelske operation i Gaza, men efter otte år med raketangreb på israelsk territorium var tiden inde til at gøre noget, siger ambassaderåden.

Blev chikaneret flere gange

De to 26-årige skudsårede sælgere fra Israel oplevede flere gange at blive chikaneret, mens de solgte hårplejeprodukter i Rosengårdcentret i Odense.

Siden efteråret har de to arbejdet sammen med andre landsmænd fra tre stande i centret.

Her oplevede israelerne jævnligt chikanerier.

Det bekræfter chefefterforsker Henrik Justesen fra Fyns Politi.

Omfanget, formen og frekvensen af chikanerne vil han dog ikke kommentere.

- Dommeren har lukket dørene i sagen. Så længe vi efterforsker skudepisoden, er der ikke meget jeg kan sige, fastslår Henrik Justesen.

De to skudofre er stadig indlagt. Den ene nærmer sig tidspunktet for udskrivning, mens den anden forsat skal være indlagt på grund af infektion i skudsåret.

Oversigt

    Oversigt