ISS vil stævne TV2 og Ekstra Bladet

Rengøringskoncernen ISS overvejer at stævne TV2 og Ekstra Bladet. TV2 og Ekstra Bladet har de seneste dage afsløret, hvordan rengøringen på Danish Crown-slagteriet i Odense har været mangelfuld. Rengøring som ISS har ansvaret for.

-

Rengøringskoncernen ISS overvejer at stævne TV2 og Ekstra Bladet. TV2 og Ekstra Bladet har de seneste dage afsløret, hvordan rengøringen på Danish Crown-slagteriet i Odense har været mangelfuld. Rengøring som ISS har ansvaret for. Dokumentationen er et videobånd, som TV2 viste i Dags Dato i søndags. På båndet blev blandt andet vist fedtede kødkroge og blod og fedtrester, hvor det ikke burde være.

Men optagelserne er ikke ægte, det mener ISS.

- Vi har endnu ikke besluttet, hvordan vi vil reagere, men jeg kan bekræfte, at muligheden for at stævne TV2 og Ekstra Bladet indgår i vores overvejelser, siger Søren Stampe, der er direktør for ISS Food Hygiene, til Ritzau.

Optagelserne fra slagteriet i Odense er ifølge Danish Crown og ISS optaget på et tidspunkt først på natten, hvor rengøringen først lige var gået i gang. ISS har bedt om at få lov til at se hele optagelsen, men det har TV2 og Ekstra Bladet tidligere pure afvist af hensyn til kildebeskyttelsen.

- Det bestyrker os imidlertid kun i, at optagelserne giver et usandfærdigt billede af virkeligheden på slagteriet, siger Søren Stampe. /ritzau/

Oversigt

    Oversigt