J-dag var aflyst, men spritbilisterne kørte alligevel: Så mange snuppede Fyns Politi

Selvom J-dag officielt var aflyst i år, var promillerne stadig for høje hos nogle bilister.

Lidt færre bilister kørte i spirituspåvirket tilstand på J-dag i år sammenlignet med sidste år. Alligevel blev otte fynboer taget med for meget juleøl i blodet den 6. november.

Det oplyser Fyns Politi til TV 2 Fyn.

Coronapandemien havde ellers sat en stopper for den J-dag, mange forbinder med julebryggens udkommen, hvor der uddeles gratis juleøl af letpåklædte nissepiger. 

Bryggerierne havde valgt at frigive sæsonens øl fra morgenstunden og ikke det vanlige tidspunkt klokken 20.59. Enkelte barer og værtshuse markerede dog alligevel den traditionsrige dag.

Og traditionen tro var politiets patruljer også særligt på vagt efter spiritusbilister.

Lavere end sidste år

På landsplan blev 24 førere sigtet for spirituskørsel og 36 for kørsel i narko- eller medicinpåvirket tilstand.
Samtidig blev der registreret seks trafikuheld, hvor føreren blev sigtet for spirituskørsel, og to uheld med narkokørsel.

I forhold til kontroller i perioden omkring J-dag i 2019 ligger antallet af sigtede for spirituskørsel væsentlig lavere i år, mens sigtelser for kørsel i narko- eller medicinpåvirket tilstand ligger lidt højere.

- Vi har sigtet 24 for spirituskørsel i år, hvilket er noget lavere end de 36, vi sigtede sidste år på selve J-dag, men det skal selvfølgelig ses i lyset af aflysningen af selve J-dag, som vi kender den. At føre et køretøj i påvirket tilstand kan have uoverskuelige konsekvenser og i værste fald kan det betyde dødsfald, udtaler Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, i en pressemeddelelse.

Fyns Politi standsede dog ingen med narko i blodet den 6. november. 

Oversigt

    Oversigt