Jægere får nyt våben mod udskældt rovdyr

Miljøminister Lea Wermelin (S) giver jægere lov til at bruge natsigte til at bekæmpe mårhunde.

Først slippes mårhunde med gps-halsbånd fri i den fynske natur. Så finder de deres artsfæller. Og så skyder man de vilde dyr, til der ikke er flere.

quote Det betyder næsten alt. Det er det, vi har sukket efter de seneste par år, og nu kommer tilladelsen endelig

Hans Kristian Nielsen, mårhundejæger

I grove træk har det været strategien for at udrydde det udskældte pelsdyr mårhunden fra fynsk jord. Og selvom det måske lyder enkelt, er det lettere sagt end gjort.

Derfor vil miljøminister Lea Wermelin (S) nu give jægere lov til at bruge natsigte til at nedlægge pattedyret, der i Danmark betragtes som en invasiv art. 

Det har jægerne efterspurgt i flere år, og derfor glæder det blandt andre Hans Kristian Nielsen, der er mårhundejæger og reguleringskoordinator, at det nu er lovligt at tage redskabet i brug. 

- Det betyder næsten alt. Det er det, vi har sukket efter de seneste par år, og nu kommer tilladelsen endelig, siger han. 

Mårhunden

Tid er afgørende

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet udgør både mårhunde og vaskebjørne en stigende trussel mod de danske dyrearter.

Derfor har ministeren givet grønt lys til at bruge natsigte til at jage de nataktive rovdyr. På den måde får jægerne de bedste betingelser for at få bugt med dyrene. 

- Invasive rovdyr presser en række af vores i forvejen sårbare og truede arter som strandtudse og agerhøne. Vi skal passe bedre på vores natur. Derfor har jeg nu givet grønt lys til, at jægere kan få dispensation til at bruge natsigte mod mårhund og vaskebjørn, siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse.

Den nye forvaltningsplan, der tillader natsigte til bekæmpelse af både mårhunde og vaskebjørne, er ikke trådt i kraft endnu. Men fordi mårhunden formerer sig i foråret, kan jægere allerede nu få lov at bruge natsigtet. 

- Når der er bred enighed om, at natsigte er en god idé, giver det ikke mening, at jægerne skal vente endnu længere. Derfor sætter vi gang i det her allerede nu. Men der er mange hensyn at balancere, når vi tager natsigte i brug. Derfor er jeg også glad for, at vi har fundet en løsning, som både jægerne, de grønne organisationer og Dyrenes Beskyttelse bakker op om, siger miljøministeren.

Stadig håb for Fyn 

Mårhundejæger Hans Kristian Nielsen har til TV 2/Fyn tidligere givet udtryk for sit håb om hurtig handling. Han frygtede, at dyrene ville komme til at sprede sig så hurtigt, at det ville blive umuligt at få bugt med dem igen. 

Men nu mener han, at chancerne for at komme af med dyrene er væsentligt forbedret. 

- Vi ønsker i hvert fald at holde den helt væk fra Fyn, og det håber vi på med de her nye muligheder. Den skal i hvert fald helst ikke have lov til at yngle her i foråret, siger han. 

Inden for det seneste halve år er seks-syv vilde mårhunde skudt på Fyn. Derfor er han sikker på, at der findes flere, selvom det er svært at få et samlet overblik. 

- I kraft af, at det kun er natdyr, så er der ikke ret mange mennesker, der ser dem, siger han.

Tal og fakta

 

Oversigt

    Oversigt